Jeg tager mig selv i at kigge efter prismærkerne. I receptionen er der linet en hel flok store Kähler-krukker op. Deres glasurer glinser som fed fløde, og deres kurvede former er så lokkende, at jeg får lyst til at undersøge, om jeg har råd til en af dem.
Det må jeg imidlertid straks opgive, for krukkerne er selvfølgelig ikke til salg. De står bare tæt – næsten henkastet – for at give et indtryk af, hvor varieret krukker kan falde ud, og hvor lækker glasur kan fremstå, hvis den får det helt rigtige lyseblå knæk eller den rette hvide stribe.


























