’Mennesket ved havet’ er endnu en gang blevet udsat for hærværk.

Esbjergs kunstneriske vartegn overmales med hagekors og penisser

Billedhugger Svend Wiig Hansens figurer ved Esbjerg. Her uden graffiti.
   Arkivfoto Klaus Holsting
Billedhugger Svend Wiig Hansens figurer ved Esbjerg. Her uden graffiti. Arkivfoto Klaus Holsting
Lyt til artiklen

De fire, hvide mandeskulpturer, der hver især stikker ni meter op i luften, har siden 1994 været Esbjergs kunstneriske vartegn.

Men ’Mennesket ved havet’, som Svend Wiig Hansens kunstværk hedder, blev natten til torsdag udsat for hærværk.

Mellem klokken 20 onsdag aften og 7:40 torsdag morgen har ukendte gerningsmænd sprayet rød graffiti på værkerne.

»Der er blevet malet med graffiti på dem derude. Der er blandt andet lavet et hagekors, en penis og skrevet ’fuck Esbjerg’«, siger vagtchef Søren Strægaard til Ekstra Bladet.

Derudover er der ifølge Jyllands-Posten også skrevet #Area51 på en af statuerne. Area 51 er navnet på en militærbase omgærdet af mystik i USA, som denne sommer har fået stor opmærksomhed blandt unge på sociale medier, fordi Facebook-begivenheden ’Storm Area 51, They Can’t Stop All of Us’, der angiveligt finder sted 20. september, har over 2 millioner tilmeldte brugere.

Politiet har indtil videre ingen mistænkte i sagen, men rengøringsarbejdet er ifølge Ugeavisen Esbjerg allerede i gang, og graffitien skulle allerede være fjernet senere på dagen.

Det er ikke første gang, ’Mennesket ved havet’ er udsat for hærværk. I 2008 fik de fire skulpturer for eksempel malet rød neglelak på tæerne. Derudover er der tidligere blevet skrevet ’Jacob er et svin’ på en af mændene.

Emil Valdimarsson

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her