Stor udstilling i Arles viser de mure, hegn og barrierer, europæerne har sat op for at holde de andre ude – eller inde.

Se billederne: Hvordan ser de mon ud, de mure, cementblokke og pigtrådshegn, vi bruger til at holde 'de andre' ude af Europa?

Foto: Sergi Cámara
Foto: Sergi Cámara
Lyt til artiklen

Hvordan kan der ligge så meget magt i noget så banalt som ståltråd eller mursten stillet oven på hinanden? Hvad gør grænser og barrierer ved os, og hvad siger de om dem, som rejser dem?

Det er nogle af de spørgsmål, der dukker op, når man ser billederne fra den nye store udstilling ’Walls of Power’, som lige nu kan ses på den franske fotofestival Rencontres d’Arles.

Kuratoren István Virágvölgyi har samlet en stribe fotografier taget i Europa siden 1945. Det er billeder, der deler motiv, og selv om de er adskilt af tid, sted og kontekst, viser udstillingen de grænser, vi trækker.

Konstruktionen kan variere, en mur på Cypern, en skyttegrav i Ukraine og et pigtrådshegn i den spanske enklave Melilla.

Men funktionen er den samme, den skal skille os ad og holde mennesker ude, så de ikke kommer og tager noget fra os.

Det er barrierer, som forvandler dem, på den anden side til »de andre«. Og måske ligefrem gør os på denne side bange for, at de kommer herover.

Murene har altid været der, Hadrian begyndte at bygge en af slagsen hen over England for at afgrænse Romerriget år 122 efter Kristi fødsel, og de fleste af kontinentets byer har været pakket ind i volde og befæstninger.

Men selv efter Anden Verdenskrig er de blevet ved med at skyde op. Alle fotografierne i ’Walls of Power’ er taget efter krigen, og mange af dem er etableret i det grænseløse Europa, der skulle tage form, efter den kolde krig sluttede, og jerntæppet mellem øst og vest forsvandt.

Fotofestivalen Rencontres d’Arles har eksisteret siden 1970, sidste år trak den 140.000 gæster til den sydfranske by. I år løber den indtil 22. september.

Udstillingen ’Walls of Power’ slutter dog allerede 25. august.

Bo Søndergaard

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her