Miauv, hvor jeg dog fortryder, at jeg IKKE gik i biografen og så filmatiseringen af musicalen ’Cats’, før denblev taget af plakaten. Som det toguheld, den film (efter alle anmeldelser og førstehåndsoverleveringer at dømme) var, var den også en slags selvopfyldende profeti: for uhyggelig og utroværdig. Ligesom dyret katten i sig selv er det ... Katten, som er i forbund med hekse, i pagt med djævelen, skrålende om natten som et tortureret spædbarn. Uheldsvangert går den over gaden. Slår kløerne i, bedst som du tror, den spinder, kun for dig. Men på samme tid så nuttet, at kattevideoen er en væsentlig sub-genre på YouTube. Som straf bliver den slået af tønden på denne årstid.
Det mystiske væsen optræder som menneskets mest ambivalente ven overalt i kulturen. I alt fra egyptisk kunst over Disney (også der ofte som skurk). Men også som den skrøbelige lille gråstribede, alt for godtroende mis, som Marlon Brando kæler for med sine store kødhænder i åbningsscenen i ’The Godfather’. Efter sigende var det en herreløs kat, som Francis Ford Coppola fandt på filmsettet.
