0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

2 x 5 hjerter: Mertz er (stadig) det uartige legebarn, hvis spørgsmål til kunsten altid kunne ryste den ud af alle konventioner

I 100-året for Albert Mertz’ fødsel er det mest nysgerrige voksne legebarn i efterkrigstidens danske billedkunst i fokus på Sorø Kunstmuseum og i en stor monografi.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Lea Nielsen
Foto: Lea Nielsen

I starten var blå og rød to firkanter, der kunne kobles sammen til et tofarvet rektangel. Men med tiden bredte de to umiskendelige Mertz-farver sig fra fladen til rummet, og til objekter som f.eks. et fjernsynsapparat. Tilhører Sorø Kunstmuseum.

Kunst
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kunst
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Interessen for nogle kunstnere begynder først at live rigtigt op, flere årtier efter at de selv er døde og borte. Det gælder Albert Mertz. Måske endda især ham, denne multi- og performancekunstner, der i år ville være fyldt 100 år, hvis bare han ikke var død for 30 år siden. Men udstillingen ’Alt dette er Deres!’ på Sorø Kunstmuseum er en ren genoplivelse.

Mertz nåede at blive den største tvivler i sin generation. På sin egen finurligt intelligente måde satte han spørgsmålstegn ved alt, hvad der havde med kunst at gøre. For hvad gjorde, at noget kunne kaldes et kunstværk, mens andet bare var den sædvanlige virkelighed? Skyldtes det stedet, hvor kunsten blev udstillet? Eller var det noget, som den besøgende fastslog? Mertz tvivlede i hvert fald på, at det hele kun var kunstnerens skyld.

3. april 1974 stillede denne tvivler sig selv følgende spørgsmål: »Hvad skal jeg lave? Skal jeg male billeder? Skal jeg lave collager – montager – objekt? Skal jeg arbejde med rum – environment? Skal jeg fotografere? Skal jeg skrive? Hvortil der kun kan være én ting at svare? GØR DET ALT SAMMEN«.

Meget af det, Mertz så gjorde, er lige nu samlet og udstillet i Sorø. Er det godt? Det er i hvert fald betydningsfuldt. Og ikke sjældent morsomt. Mertz var ikke en af de (mange) kunstnere, der dyrkede skønheden – for dens egen skyld. Eller farverne for den smagfulde koloristiske virknings skyld – eller bare sine egne inderste følelser. Hvis der var nogen følelser, der optog ham, var det publikums, ikke hans egne.

Hans spørgsmål lød: Hvordan laver man moderne kunst til helt almindelige, moderne mennesker, der ofte ser tv, gerne læser ugeblade og sjældent går på museum? Svaret var: De skal ikke opdrages til at se på kunst med andagt, men til at engagere sig i de samme tanker, som måske flyver rundt i kunstnerens hoved, i forbindelse med at han laver denne kunst.

Deltag i debatten nu

Det koster kun 1 kr. at få fuld adgang til Politiken, hvor du kan læse artikler, lytte til podcasts og løse krydsord.

Læs mere

Annonce

Læs mere

Læs mere