I slutningen af måneden vil 80 af Michael Jacksons personlige ejendele komme under hammeren.

Peter Pan-skulpturer og piratskibe: Michael Jacksons kunstsamling kommer på auktion

En stor kollektion af Michael Jacksons private ejendele ender på auktion Foto: Leonhard Foeger/Ritzau Scanpix
En stor kollektion af Michael Jacksons private ejendele ender på auktion Foto: Leonhard Foeger/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Bronzeskulpturer af Peter Pan.

Et (model)piratskib givet i gave af Elizabeth Taylor.

Meterhøje gyldne lysestager.

Og Jackson Fives første pladekontrakt.

Hvis du har i omegnen af 250.000 kroner på lommen, kan du blive den heldige ejer af en af ovenstående genstande, for en række værker fra den afdøde sanger Michael Jacksons kunstsamling kommer nu på auktion.

Og det er første gang nogensinde, skriver Artnet News. En stor del af Michael Jacksons indbo, hele 1.400 genstande fra hjemmet Neverland Ranch, var ellers sat til salg tilbage i 2009, hvor Kongen af Pop stadig var i live. Dengang kunne man bl.a. købe den ikoniske hvide og diamantbesatte handske, som Jackson bar i musikvideoen til ’Billie Jean’. Men til mange superfans ærgrelse blev auktionen afblæst, og en enkelt blev endda så sur, at han sagsøgte både auktionshuset og Jackson-familien.

Nu er der dog mulighed for revanche, og denne gang vil i alt 80 forskellige værker og genstande komme under hammeren på auktionen, der afholdes i New York i slutningen af oktober. 48 af dem er bronzeskulpturer, der forestiller motiver af legende børn og karakterer fra ’Peter Pan’.

Den fulde liste med Michael Jacksons udbudte ejendele – samt prisvurderinger –kan ses på auktionhuset Guerney´s hjemmeside.


Noa Mousten Haimoff

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her