Lige inden for døren står to versioner af Rodins skulptur ’Skyggen’, som den franske über-skulptør formgav i 1880. En er støbt i sort bronze. Den anden er en hvid gipsafstøbning og mangler den ene hånd. Som de står der ved siden af hinanden, minder de om det meme, som gik semiviralt for nogle år siden, hvor folk stillede sig op ved siden af Rodins skulptur og imiterede kroppens position, som i øvrigt fuldstændigt ligner en bevægelse fra musikvideoen til Beyoncé-hittet ’Single Ladies’.
Endnu foran ’Skyggen’ står en tredje skulptur i gips, ’Eftertanken’ (1889), hvis ben former helt samme bevægelse, imens hovedet på denne figur bøjer sig ned mod højre side.


























