Det, der altid har undret mig med Dronning Margrethes malerier, er, at det ser ud, som om hun maler med farven lige ud af tuben. Den blå er meget blå. Den grønne meget bare grøn. Som i for eksempel de værker, som ses på billedet her, udstillet på Arken. Og på det ene af dem, som ejes af og har hængt fremme på vores nationalgalleri – stedet for den kunst, nogen er blevet enige om, er den væsentligste at bruge tid og energi på her til lands – Statens Museum for Kunst. På SMK hang de, tre malerier, af landets dronning som en helt særegen type af outsiderkunst. Hjerteskærende i farverne. En art eventyrlige landskaber og stormfulde skyformationer. Hun har desuden illustreret Tolkiens ’Ringenes Herre’ og andet mytologisk stof. Eventyret ligger nok lige for, når man som menneske selv spiller hovedrollen i et.
Det er uanset hvad charmerende, at majestæten deler ud af sin kunst og inviterer kunstkritikkens og folkedomstolens ubarmhjertige blik ind i noget så relativt sensitivt som billeddannelse.
