Det normale er, at vi som publikum holder øje med billedkunsten. Faktisk er det noget, vi gerne gør for at få den indsigt især i samtidskunsten, som f.eks. tv-skærmen kun undtagelsesvis giver os. Det er mere usædvanligt, at kunsten synes at holde øje med os. Og det skal forstås i betydningen, at den indeholder øjne, endda adskillige af dem.
Disse øjne – i mange størrelser og appliceret på forskellige overflader – bør være synlige for alle dem, der træder ind på Sóley Ragnarsdóttirs udstilling ’Organizing Principles’. Titlen er lidt abstrakt og måske ikke den mest dækkende for det konkrete indhold. Men et navn skal udstillinger nu én gang have, for at vi kan identificere dem. Og ’Øjne’ – af forskellig slags – er måske det, som man mest umiddelbart identificerer den unge islandske kunstners nye værker med.
