De store og globale dagsordener får udvidet plads på Roskilde Festivals kunst- og talksprogram i år. Alt fra hybridkunst til politiske talks skal være med til at skabe samtaler om, hvad der foregår i verden omkring os.

Roskilde Festival i stor satsning: »Det falder os fuldstændig naturligt at skrue op«

Kunst har også tidligere fyldt en del på festivalen. Her ses performancen 'The Velvet State' fra 2013.   Foto: Thomas Borberg
Kunst har også tidligere fyldt en del på festivalen. Her ses performancen 'The Velvet State' fra 2013. Foto: Thomas Borberg
Lyt til artiklen

Når Roskilde Festival til sommer slår dørene op for første gang i tre år, kan gæsterne i højere grad end før lade sig opsluge af »grænsesøgende hybridkunst« og finde inspiration i »progressive aktivisters budskaber«.

Sådan lyder det i en offentliggørelse fra festivalen, hvor planerne for en ny scene, som skal fusionere visuelle værker med musik, samt årets program for festivalens aktivistiske talere blev annonceret.

Den nye hybridscene kommer til at hedde Platform, og den skal give publikum mulighed for at komme helt tæt på kunstnerne, når den skal dammen rammen om både performances, koncerter og installationskunst.

Platform er skabt i et samarbejde mellem den tyske kunstner Tino Sehgal og designvirksomheden NLÉ Works med målet om »at blande arkitektur og scenografi«, som det lyder. Her kan man blandt andet opleve Sehgals værk ’This Variation’: en performance, der med dansere, sangere og skiftende lyssætninger skal »pirre publikums sanser«.

Ifølge Signe Brink Wehl, der er festivalens chefkurator, har festivalen altid forsøgt at engagere sig i større samfundsmæssige spørgsmål.

»Derfor falder det os fuldstændig naturligt at skrue op. Vi er et sted som samfund, hvor der med klimakrisen, de store udfordringer med vores sociale liv, menneskerettigheder og krig er behov for, at vi åbner vores begivenhed som platform til at diskutere de her ting – og ikke mindst kigger ind i en fremtid, hvor vi kan arbejde på konkrete løsninger«, siger hun til Kulturmonitor.

Det såkaldt aktivistiske program tæller 68 kunstnere, klimaaktivister, forfattere, ungdomsbevægelser og andre politiske stemmer, som skal være med til at »inspirere til håb og handling«. Blandt andet kan gæsterne »danse sig til fællesskab« på et 2.000 kvadratmeter stort dansegulv skabt af den tyske kunstner Katharina Grosse, lyder det fra festivalen.

Krigen i Ukraine har også sat sit præg på programmet. Aktivister fra det ukrainskdanske ungdomshus kommer til at fortælle om deres perspektiv på krigen, og så bliver det muligt at opleve koncerter med de ukrainske musikere Alyona Alyona og DakhaBrakha.

Jonas Bach-Madsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her