Når sex bliver meget eksplicit, holder det som regel op med at være sexet. Billeder af bryster eller pikke i hobetal kan have en umiddelbar fniseappel eller måske være frækt som glimt af noget semiforbudt. Men opstemmende på den der usynlige måde, som ægte sexede energier plejer at findes på, kan det aldrig rigtig blive. Skulle man tro.
Men i Dorothy Iannones kunst er der virkelig mange kønsdele, horder af baller og bryster og smidige samlejer, og al denne tegnede erotik er faktisk sexet.




























