Hvad ville der være sket, hvis Jessie Kleemanns lange vagina dentata-tænder også havde bidt en ordentlig og blodig luns af SMK?

Hvor er det godt, hun nu er kommet på museum. Desværre får hun en stedmoderlig behandling

'Don't touch me' hedder værket fra 2019, der består af hvidhvalstænder syet på sorte trusser og ophængt med klemmer, som var de lige blevet vasket efter blodig kamp.  Foto: Jakob Skou-Hansen / SMK
'Don't touch me' hedder værket fra 2019, der består af hvidhvalstænder syet på sorte trusser og ophængt med klemmer, som var de lige blevet vasket efter blodig kamp. Foto: Jakob Skou-Hansen / SMK
Lyt til artiklen

Halvvejs i videodokumentationen af performanceværket ’Arkhticós Doloros’ (2019) tager kunstner Jessie Kleemann sine vandrestøvler på igen. Simpelthen for ikke at fryse fodsålerne af.

Hun har taget en helikopter ind til eller ud på isen ved Ilulissat og laver her sin genstridige kunst op mod en stærk vind, mens den frosne grund, hun står på, hvid, skarp og glinsende krystal, bevæger sig, fordi ... sådan gør isen. Vandet, der suser forbi i baggrunden, er blåt som i en pøl på Rhodos. Det er i lige så høj grad naturen og stedet, der performer, som det er Jessie Kleemann selv, kæmpende med sit lange sorte kostume, der former tegn som et skulpturelt sprog i vinden.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her