Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

OPLYST. Ai Weiweis værk 'Fontæne af Lys' står og glimter i parken omkring Louisiana og sender kunsthistoriske hilsener til både russeren Tatlins konstruktivistiske tårn og Marcel Duchamps ikoniske værk 'Fontæne'. Foto: Poul Buchard/Brøndum & co

Kunstanmeldelser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Ai Weiweis funklende og foruroligende udstilling oplyser Louisiana

Ai Weiwei viser på Louisiana, at der - måske - alligevel kan tændes lys i mørket.

Kunstanmeldelser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Det glimter og gnistrer i de blankpudsede eger og nymalede stel. Alligevel mangler der noget på de 42 cykler, som den kinesiske kunster Ai Weiwei har sat sammen til en cirkelformation: styr og pedaler. Og uden dem kan der hverken være fremdrift eller retning, så selv om cyklerne er skabt til bevægelse, kommer de aldrig ud af stedet.
For evigt

Skulpturens titel, 'Forever', har Ai Weiwei hentet fra cyklerne selv, der alle er af mærket 'Forever', som der står på skinnende emblemer af tvivlsom kvalitet på stellene.

Da man valgte navn til cyklerne, var det sikkert ment som noget positivt, men sådan føles det ikke længere. Fra at være et løfte er 'for evigt' blevet noget nær en trussel eller i alle tilfælde en trist konstatering af, at hverken forandring eller fremdrift er mulig.

Hverken i værket eller i det officielle Kina, der forsøger at lukke munden på kritikere som Ai Weiwei.

Samtidig kan man næsten ikke forestille sig noget mere kinesisk end netop cykler. Det skulle da lige være te - eller porcelæn.
En hængt mand

Og porcelæn indgår da også i adskillige af Ai Weiweis værker, eksempelvis 'Hanging Man in Porcelain' fra 2009, der også er med på udstillingen. Titlen hentyder til, at mandsprofilen er bøjet af en bøjle, der på engelsk kaldes en 'hanger', men ordspillet mellem 'bølje' og 'hængt' er næppe tilfældigt.

Og der er heller ikke tale om en tilfældigt udformet profil. I stedet drejer det sig om et stærkt stiliseret portræt af kunstneren bag verdens første 'readymade', Marcel Duchamp (1887-1968). At Ai Weiwei har valgt at portrættere netop Duchamp og på denne måde peger i retning af hans fascination af og dialog med den vestlige kunsts historie.
Overskrider kunstens grænser

For selv om Ai Weiwei viderebearbejder ideen om en readymade, der traditionelt set slet ikke skal bearbejdes, men netop være færdig på forhånd, så ligger han her på linje med Duchamp og dennes overskridelser af grænserne for, hvad man forventer af et kunstnerisk materiale.

LÆS OGSÅ

Og Ai Weiwei sætter trumf på ved at støbe sit bøjleportræt ned i porcelæn, der på én gang henviser til kinesisk kultur og til Duchamps mest kendte readymade: urinalet med titlen 'Fontæne' fra 1917.

Porcelæn er et materiale, Ai Weiwei ofte gør brug af i sine værker, der udføres i byen Jingdezhen, som kan føre sin historie med porcelænsfremstilling 17 århundreder tilbage.

En fortryllet skov
Sidste år skabte han således værket 'Sunflower Seeds' til Londons Tate Modern, der fik sin gigantiske udstillingssal fyldt med hundrede millioner solsikkefrø af porcelæn. Og på Louisiana genfinder man materialet i hans 'Rocks', der skyder op gennem gulvet som stiliserede klippeformationer.

Rent visuelt er 'Rocks' ikke de stærkeste værker på udstillingen, men alligevel formår Ai Weiwei at skabe en spændende kontrast, idet klippernes kanter er bemalet med skyformationer hentet fra traditionel kinesisk kunst, hvilket kreerer en forbindelse mellem modsætningsparret himmel og jord.
LÆS OGSÅ


Samtidig går 'Rocks' i visuel dialog med et andet værk på udstillingen, nemlig 'Trees', hvor fire enorme træer står og rækker deres nøgne grene mod himlen.

Men selv om træerne tilsammen skaber fornemmelsen af at være i en fortryllet skov, lader Ai Weiwei os aldrig glemme, at der er tale om en konstruktion.

Store skruer stikker ud gennem træstammerne, som var der tale om en ny variant af Frankensteins monster, ligesom der synes at være noget galt med væksten. For vender træerne i virkeligheden på hovedet, således at det er rødderne, der strækker sig i vejret?
Det naturlige og det kunstige

ræernes rodnet er i alle tilfælde så forkrøblet som en bonsais, beskåret og pint i æstetikkens navn, mens kronen er helt uden de kviste, som blade skal skyde frem fra.

Jo længere tid man tilbringer i selskab med disse kæmpe træer, jo mere bliver man pinefuldt opmærksom på forholdet mellem det levende og det døde, det naturlige i kontrast til det kunstige. Men Ai Weiwei afholder sig fra at bøje sit budskab i neon og benytter sig i stedet af en poesi, der kan være lige så blændende.
Dokumenterer med film

Andre gange er han langt mere direkte, både i udtryk og indhold, sådan som man kan se det i de tre film, der ligeledes indgår i udstillingen.

Allerede da Ai Weiwei boede i New York i 1980'erne, brugte han sit kamera til at dokumentere myndighedernes overgreb på befolkningen. Og han fortsatte, da han i 1993 vendte tilbage til Kina. Her var reaktionen en noget anden, end den havde været i USA.

LÆS OGSÅ

Det var således hans film 'Lao Ma Ti Hua' (også kendt som 'Disturbing the Peace') fra 2009, der for alvor fik ham i de kinesiske myndigheders søgelys.

Filmen følger Ai Weiwei og en række ligesindedes kamp for aktivisten Tan Zuoren, der blev anholdt for at kritisere begivenhederne omkring et jordskælv, der i 2008 dræbte titusinder i Sichuanprovinsen. Og den slags ser man ikke på med milde øjne i et land, der hverken tåler kritik eller fri udveksling af informationer.
Mellem finkultur og kitsch

Til gengæld går en skulptur som 'Fontæne af Lys' glat igennem, selv om der faktisk ligger en hel del latent kritik og glimter. Formen har Ai Weiwei hentet i den russiske konstruktivist Tatlins utopiske tårn, der efter planen skulle have rejst sig ikke færre end fire hundrede meter og stå som symbol for det revolutionerede Rusland.

Ai Weiweis tårn er knap så stort - og behængt med gnistrende krystaller, midt mellem finkultur og kitsch.

Så gør han grin med revolutionens ånd? Eller leger han, helt uskyldigt, med referencerne?

Den form for dobbelttydighed er det åbenbart vanskeligt at forholde sig til, i alle tilfælde for det officielle Kina, der i stedet ser den anden vej og lader værk være værk. Derfor funkler det lige nu i parken omkring Louisiana, mens Ai Weiwei får sendt endnu en hilsen til sin helt Duchamp ved hjælp af titlen 'Fontæne af Lys'.
FACEBOOK

Få fuld adgang om mindre end 2 minutter

De hurtigste bruger mindre end 1,3 minutter på at blive abonnent

Bliv abonnent for 1 kr

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden