Først blev islændingen med det lange navn Guðmundur Guðmundsson til Ferro - som oprindelig var navnet på en landsby. Det var i 1954, da den unge kunstner var ved at uddanne sig ved Kunstakademiet i Firenze og på en mosaikskole i Ravenna. 12-13 år senere blev Ferro forkortet til Erró. LÆS OGSÅProvokerende udstilling vil åbne vores øjne for symbolismen Det var efter en retssag, som den brasilianskfranske kunstner Gabriel Ferraud havde anlagt mod Ferro - og vundet. For Ferraud ønskede ikke, at en anden kunstner skulle stjæle opmærksomhed fra ham. Det kom Erró heller ikke til, eftersom der ingen berømmelse var at stjæle. I dag huskes Ferraud kun som den, som gav Erró hans definitive navn, mens Erró selv er kendt som en af Nordens internationale kunstnere. Ungdommelig kådhed Lige nu kan man se et udvalg af hans ungdomsværker på Nordatlantens Brygge, og det er ikke den mindst originale del af hans omfattende og langtfra afsluttede livsværk. Erró er især blevet bemærket for sine mægtige collagemalerier, hvor citater fra filmplakater, tegneserier, illustrerede magasiner, politiske plakater etc. - you name it! - er sat sammen, tilsyneladende hulter til bulter og så alligevel med en kunstners talent for effektiv iscenesættelse. Fordi et tilsyneladende kaos kan have sin indbyggede æstetik, er disse malerier overvældende flotte, dristige, til tider også morsomme. Men det er ikke kun den Erró, virtuosen ved den store mikserpult af billeder, vi især møder på Nordatlantens Brygge. LÆS OGSÅFotografier af fravær nærmer sig guldalderens Hammershøi Det er den unge Erró - eller snarere Ferro - der i starten af tresserne har slået sig ned i Paris, hvor han arbejder, omgås surrealisterne, suger til sig af tidsånden og inspireres af det, som det 20. århundrede har skænket civilisationen på godt og ondt. Det er denne mere farlige, frække og samfundskritiske Erró, som har lagt beslag på to store rum fordelt på to etager. Det er en kunstner, der tilhører modernismen ved i sit værk at kritisere det moderne, både i sine malerier og de eksperimenterende film og skulpturer, han laver i en kortere årrække. Men det er også en kunstner, som fascineres af den ubegrænsede tilgang til billeder i et højteknologisk samfund. Alt det, han ser, har han lyst til at afprøve, helst på én gang. Fusionstema Han er, som hans biograf Danielle Kvaran skriver, »en fri elektron i samtidskunsten«. Når alt kan eksistere sammen i den menneskelige bevidsthed, bør det også kunne sættes sammen på en flade. Selv en maskine og et menneske kan interagere, og mennesket kan kopieres som ren maskine, som en robot. Der er ikke noget, der henviser dem til hver sin verden.
Det er også det fusionstema, som han gennemspiller i sine fotokollager og i sine malerier. Udstillingen viser, hvordan kollagerne undertiden er direkte forudsætninger eller forstudier for malerierne. Errós styrke er, at han aldrig når at isolere sig, heller ikke kunstnerisk. Hans dekorationer og rekvisitter til Éric Duviviers surrealistiske eksperimentalfilm 'Mekanisk koncert til vanviddet eller den vanvittige metamorfose' fra 1962 er et godt eksempel. I dag kan filmen virke for lang. Men uden relevans for tidens fascinationer er den ikke. Den nye skulptur på Københavns Havn af TheZinker synes at være i nær familie med en af Errós assemblage-figurer til Duviviers film. Fordybelsens privilegium To film, 'Stars' og 'Faces', fra midten af tresserne er også typiske for den omverdensorienterede kunstner. I 'Stars' har Erró sakset i diverse publikationer og filmblade, og filmen er en fremadskridende kavalkade af perfekt smukke kvindelige filmstjerner, som de fremtræder i filmindustriens stærkt iscenesatte fremstillinger af dem. 'Faces' derimod er et uophørligt og dynamisk flimrende totalbombardement af ansigter, hentet fra alverdens mere eller mindre uidentificerede fotoalbummer, men også fra kunsthistoriens arkiver. I ultrakorte glimt møder vi såvel de kendte som de ukendte, filmskuespillere, fotomodeller, politikere, militærfolk etc. I vor tidsalder er der ikke den samme tid til fordybelse som tidligere, og det kan meget vel være det, som Erró - eller Ferro - vil minde os om. LÆS OGSÅStor dansk kunstner hyldes i kæmpe retrospektiv udstilling Det er i hvert fald den virkelighed og de vilkår, han som kunstner udnytter og udbytter i sine værker. Og det halve århundrede, der er gået siden tresserne og disse snart sen-surrealistiske, snart popart-inspirerede værker, giver ham mere ret, end han sikkert havde forestillet sig. Den tidkrævende og intense fordybelse er blevet et privilegium, som vi må nøjes med at misunde fortiden. Som udstilling overskrider 'Errós Mekanik' den gulvplads, som Nordatlantens Brygge kan stille til rådighed. I kraft af sin størrelse og sit tema havde den nok passet bedre til et museum. Trods det kan man ikke protestere mod dens nuværende placering. For hvor global Erró end er, ikke mindst i sit forbrug, er han også en betydelig kunstner fra Nordatlanten.
