Ingen kan herefter sige, at en doktordisputats i kunsthistorie ikke kan bruges til noget konstruktivt. For under alle omstændighederne brugte Lennart Gottlieb sidste år sin doktorgrad til at lave en glimrende udstilling på ARoS: 'Modernisme - maleriets fornyelse 1908-1941'. Den fik mange fagligt anerkendende ord med på vejen, og de københavnere, der ikke tog til Aarhus, gik faktisk glip af noget. LÆS OGSÅ For ophængningen omfattede ikke kun nogle af de betydeligste værker fra det tidlige 20. århundredes danske kunst, men fortalte også - i bogstavelig forstand - den gennemforskede historie om det nybrud i maleriet, der har gjort disse værker til noget særligt.
Koloristisk frigørelse Med 'Blomsten og Cigaren' har hovedstaden så alligevel fået chancen. De udenlandske malerier, som var med på Aarhus Kunstmuseum, må man rent fysisk undvære på Gl. Strand. At de har en naturlig plads i sammenhængen, er vist ved hjælp af monitorer. Men de danske originaler er på rette plads. Tilmed har udstillingen fået et kritisk sidetema. Det handler om kvindernes beskedne plads i kunstlivet - og kunstens beskedne plads i kvindernes liv. Set i tilbageblik var modernismen en klub, som alle yngre fremskuende kunstnere i det 20. århundrede gerne tog del i. Den uofficielle optagelse af medlemmer begyndte i princippet allerede, da de mest dristige blandt realisterne blev associeret med det moderne gennembrud. LÆS OGSÅOrdrupgaard udstiller kvindelig impressionists unikke farveeksperimenter Men den store tilstrømning kom først senere, i første halvdel af 1900-tallet, hvor malere som Edvard Weie, Harald Giersing, Olaf Rude, Sigurd Swane, Karl Isakson, William Scharff etc. satte sig igennem og lagde afstand til en ren naturalistisk motivopfattelse. De banede vejen for den formelle og koloristiske frigørelse, som måtte manifestere sig, for at historien om Cobra og den abstrakte ekspressionisme kunne begynde.
Umoderne kønsroller På det kønspolitiske område var de danske modernister dog ikke særligt moderne. Med få undtagelser, som man tilmed har det med at glemme navnene på, bestod modernismen hovedsageligt af mænd. Og var mændene kunstnere, betragtede de aldrig kvinderne som ligemænd. De mente, at kvindens plads var i hjemmet, ved mandens side, eller et sted bag ham, i børneværelset eller køkkenregionerne. Det var ikke bag staffeliet, i atelieret eller på udstillingerne, man skulle vente at finde hende. På det punkt var det tidlige 1900-tals mænd nærmest mere chauvinistiske og mindre tolerante end det sene 1800-tals ditto. For i den periode kendte man flere væsentlige kunstnerægtepar som Anna og Michael Ancher, Agnes og Harald Slott-Møller etc. Vilhelm Lundstrøm giftede sig med en maler, Yrsa Hansen, som han tilmed tilskrev en vældig fin sans for farver. Men da han mente, at der kun var plads til én kunstner i ægteskabet, kastede han hendes malergrej ud af et togvindue. På den og andre måder gik mange kunstneriske talenter til spilde, ikke fordi talentet var for lille, men fordi den mandlige tolerance over for det ikke var tilstrækkelig stort.
Større sammenhæng Ophængningen lægger ikke kun op til, at man kun skal se. Man skal i den grad også læse - og høre, for den samlede oplevelse omfatter også eksempler fra den samtidige musik. Man mærker, at udstillingen er disponeret af en forsker, der ønsker, at udstillingens publikum bør kende så meget som muligt til billedernes kulturhistoriske baggrund. Man mærker også, at Lennart Gottlieb er en mand, der kan gøre perioden og stoffet særligt nærværende ved altid at trække konflikten frem i forreste række. Tekster, som kan være frapperende udsagn af kunstnerne selv eller hårrejsende citater fra periodens kunstanmeldelser, gør billederne selskab. LÆS OGSÅStenlevende udstilling viser materiens skønhed Samtidig demonstrerer fotografier fra tidens aviser, tidsskrifter og kataloger, at kunstnerne ikke længere hentede deres motiver i en personligt oplevet virkelighed. Forlægget var mest en anledning til at sætte scenen for farvens frigørelse i maleriet. Som Giersings 'Sophus header' eller hans 'Danserinderne pynter sig' fra 1920, som begge bygger på fotografier. Eller Scharffs lidt senere 'Mosekonen brygger', hvis sceniske lyseffekter læner sig op ad Bernhard Christensens stumfilm 'Heksen' fra 1922.
Kræver sin tid På Gl. Strand møder man en ophængning, der kræver sin tid, især hvis den skal studeres i det omfang, som baggrundsmaterialet og dokumentationen lægger op til. Her får modernismen virkelig læst teksten af én, der kender den. Men mange af malerierne formår stadig at stjæle billedet, både fra de stort opsatte reproduktioner af avisudklippene og fra de levende filmbilleder. LÆS OGSÅ At noget så frigjort, sikkert og suverænt som Weies 'Vej gennem skov' er fra 1932, året før Hitlers skæbnesvangre magtovertagelse, kan godt mane den tanke frem, at det er storpolitikken, der bør lære af moralen i den store kunst og ikke omvendt. I det hele taget er der meget at lære på denne særdeles velforberedte mønstring af den tidlige modernismes højdepunkter.