Først når noget godt er ved at forsvinde, kommer det på museum, siger man.

Men man skal nu ikke regne med, at den omvendte sætning også gælder. Jeg mener: Har vi ikke stadig en orlogsflåde og en slags landbrug, trods museer for det samme?

Revyer har vi i hvert fald endnu og dertil sågar et revymuseum. Men det, museets folk nu har fundet frem af gemmerne, er både en dansk specialitet og en truet art: teatertegninger. Her endda indsnævret til streger med tilknytning til revyerne.

Siden Politikens læsere i 1898 kunne nyde Krøyer- og Tuxen-eleven Rasmus Christiansens første ’maske’ fra gårsdagens ’Hakon Jarl’-opførelse på Det Kongelige Teater, har kunstarten ellers trivedes i avisspalterne under mestertegneres herresving med pennen: Navne som Herluf Jensenius og Erik Werner i de berlingske aviser, Hans Bendix og Flemming Nyborg her i organet. Flest herrer, unægtelig, om end en fin tegner som Tove Nørgaard stadig, som en af meget få, holder fanen højt i Jyllands-Posten.

Tegninger med scwung

I den charmerende museumsbygning i det gamle forlystelseskvarter i Allégade på Frederiksberg er Erik Werner også med.

En stribe af hans Dirch Passer-karikaturer – bl.a. sydvestornitologen på udkig efter ’Mudderkliren’ – genkalder i få streger hele den absurde scene.

Også Otto Nielsen havde i B.T. elegant schwung over tuschpenslen med en streg, der passede bedre til pikante revyer end til tunge tragedier.

Mange husker ham måske bedre fra 1950’ernes plakater med giraffers længselsfulde blik op mod tropehimlens forbipasserende SAS-fly.

To af Politikens teatertegnere befandt sig også i museets gemmer: Valdemar Møller, som selv var skuespiller, men desuden fra 1920 til sin død i 1947 tegnede både teatertegninger, dagens satire og små vignetter i avisen, bl.a. krigstidens elskede ATS-filosof Carlo Cartophelmoes.

Nok så elegant var hans lidt yngre kollega her i spalterne i 1940’erne, Viggo Thomsen. Foruden et mesterligt dobbeltportræt af Bodil Ipsen og Hans Kurt ser man her på udstillingen en studie i den voluminøse Ib Schønbergs fremtoning, med elskværdig antydning af, hvordan fedme kan forenes med selvfedme.

Schønberg-portrættet er i farver og ikke oprindelig til avisbrug. Det samme gælder udstillingens glade plakatmotiv, to boksende skønheder i badedragt, set af illustrator Maggi Baaring, der døde i 2004, men som i 1960’erne bl.a. blev brugt på Stig Lommers ABC-teater som scenograf og plakattegner.

Også Georgia Flensborg var både ugebladsillustrator og kostume- og dekorationstegner, bl.a. til Cirkusrevyerne. Og som udstillingens eneste nulevende tegner har Thomas Winkler, huskunstner i Riddersalen i nabobygningen, bidraget med et collageudkast til plakat for forestillingen ’Peer Gynt’ for to år siden, suppleret med Solveigs kostume fra samme forestilling.

Den beskedne udstillings bidrag er unægtelig lidt ’sammenbragte børn’ fra forskellige discipliner og slet ikke så repræsentative, ikke engang for revytegningen, som den store 2013-udstilling af teatertegninger ’Fra 1. parket’ på Museet for Dansk Bladtegning på Det Kongelige Bibliotek.

Nogle lån herfra kunne have gjort god fyldest.

Men både tegningerne og udmærkede, korte oplysninger om kunstnerne demonstrerer teatertegningernes funktion, både som ’grafiske anmeldelser’ og som støtte for erindringen om scenens flygtige oplevelser.

Og så er udstillingen da en anledning til at nyde museets øvrige fine samling, den løbende videosløjfe med filmede revyklassikere fra før & nu m.m.m.

Måske som opvarmningsøvelse før sommerens højrebsrevyer landet over.

----------------------

Rettelse: VI skrev i en tidligere version, at tegneren Maggi Baaring døde sidste år. Det var i 2004.

fortsæt med at læse

Komikere: Samfundssatire har trange kår