Lyt til artiklen
Arne Haugen Sørensen var en del af pensum, da jeg i begyndelsen af 1990’erne færdiggjorde folkeskolen.
Så drog vi mod København og så kunstnerens udsmykning af foyeren på Folketeatret med ’Leda og Svanen’ i pasteller og stærk pink. Siden da har jeg ikke skænket maleren mange tanker, men hans værker har indprentet sig som et genkendeligt sprog, som det i dag føles lidt klistret at vende tilbage til, indsmurt i erindringer om ødipal og hormonel ungdommelighed.
