Man kan nemt komme til at misunde billedkunstneren Elina Brotherus (født 1972). Ikke kun fordi hun er en af Finlands mest personlige unge fotografer, men også på grund af den umiddelbare samklang mellem kunstner og lokalitet, som altid synes at være til stede i hendes billeder – trods kontrasten i netop lokaliteterne. For halvdelen af året bor fotografen i fødelandet Finland, den anden halvdel i Frankrig. Fotografierne på denne udstilling er fra de seneste ti år og stammer alle fra det sted, som har været hendes hjem i syden i hele perioden. Men det betyder ikke, at hun smykker sig med nogen påvirkning fra fransk kunst eller abonnerer på et specielt fransk syn på natur- og menneskeskildringen. Hvor hun end stiller sit kamera op, sniger en umiskendelig finsk ånd sig med og gør fotografiet selskab. Det er nemmere at føle end at forklare, hvori dette karske finske særpræg består. I et solstrejf på en seng Men at naturen er overalt, er tydeligt. Naturen er dog ikke kun selve landskabet, søen, haven, marken etc. Naturen er også det enkelte menneske, der færdes i dette landskab og giver det liv og sjæl. Derfor hører de også sammen. For ikke kun fotograferer Elina Brotherus, hvor hun er, men også hvem hun er. Selvportrættet snor sig som en rød tråd gennem hendes billeder, der skifter i såvel størrelse som format. Men selvportrættet er aldrig taget for hendes egen skyld. Det er snarere en måde at give de umiddelbare omgivelser et særpræg på.
Ligesom omstændighederne og omgivelserne varierer fra fotografi til fotografi, gør hendes selvopfattelse eller selvfremstilling det også. Snart vender hun front mod det kamera, som må være indstillet på tid, når det eksponerer hende. Snart vender hun ryggen til og klæder sig i noget af den samme anonymitet som de rygvendte kvindeskikkelser i Hammershøis og Krøyers motiver. Snart er hovedpersonen i dette univers inden døre, måske i et hjørne af sit værelse, eller i et solstrejf på en seng. Eller snart befinder hun sig udendørs. Snart igen er hun påklædt og ligner så mange andre, eller hun er splitternøgen som en croquismodel uden hæmninger. Ingenting gemmes væk i et fotografi, der virker så uskyldigt, måske fordi det er uden nogen forstilt blufærdighed. Glider i ét med sin komtemplation Uanset resultatet er Elina Brotherus så godt som altid signaturen i sine egne fotografier, og signaturen skriver hun med kroppens sprog. Optræder der mere end én person i optagelsen, og det hænder, er denne person altid personligt relevant for kunstneren. Det kan være hendes mand, en lærer eller blot et menneske, hun kender og beundrer. Men portrætter i ordets egentlige forstand er der ikke tale om. Hentydningerne til anden kunst er ikke noget gennemgående træk hos Elina Brotherus. Men associationer optræder sporadisk, som når hun glider i ét med sin kontemplation af det omgivende landskab, akkurat som den verdensberømte ukendte naturbetragter gør det i Caspar David Friedrichs naturromantiske nøglebillede ’Vandreren over tågehovedet’ fra 1818. Elina Brotherus' anden udstilling hos Martin Asbæk er ikke nem at komme overens med - og slet ikke i en fart. Den kræver tid, den kræver tålmodighed og nysgerrighed. Til gengæld vil den belønne enhver nysgerrig og tålmodig gæst med en oplevelse. FACEBOOK
