'Angst’ hedder et håndkoloreret træsnit, som Edvard Munch skar i 1896, i en af sit byrdefulde livs måske mest byrdefulde perioder. ’Angst’ er også titlen på et litografi med det samme skæbnesvangre motiv fra det samme år. For Munch slap ikke sine motiver, og de slap aldrig ham. ’Angst’ kunne i en eller anden forstand også være titlen på de fleste af 84 malerier, træsnit og litografier, der fra i morgen og indtil februar gør ARoS til et særligt privilegeret sted. Udstillingens titel er simpelthen ’Edvard Munch Angst/Anxiety’. Det sidste lyder som et tilnavn, og et passende et, hvis vi tager hans værker som tavse vidner på den tilstand, der dominerede hans liv. En bevægelse indad Det passer også med udstillingens iscenesættelse. For dens vægge er malet i en særlig grå farve, antracitgrå. Og på fire af væggene aner man ligefrem efterklange i sort af de typiske Munchske strøg, der som vældige psykiske radiobølger udgår fra personerne i hans billeder. Her skal grues og græmmes, ikke grines. Munch er aldrig den realist, der optimistisk skildrer naturen, som om den gode Gud havde skabt den for menneskets skyld. Mod slutningen af 1800-tallet er der ifølge filosoffen Nietzsche opstået et tillidsbrud mellem denne Gud og alle dem, som man tidligere kaldte for Guds børn. Men Munch bliver aldrig en af Guds bedste børn. Begyndelsen tegner ellers harmonisk nok, nærmest impressionistisk. Men i 1889 vender han realismen ryggen. Han vender sig ikke mod det abstrakte – det ankommer først et par årtier senere – og aldrig hos Munch.
LÆS OGSÅ Forretningsmand sælger original 'Skriget'
Nej, han vender sig imod sig selv, som om han er den eneste skabning i hele universet, han tør have tillid til. Fra da af maler han ikke naturen, som han har set den med sit blik, men som han føler den med sin sjæl.
