I år kan den legendariske bygning, som J.F. Willumsen tegnede til kunstnersammenslutningen Den Frie Udstilling, fejre 100-års jubilæum. Og næste år kan bygningens postadresse på hjørnet af Oslo Plads også gøre det, idet Den Frie i sit første år var placeret i Aborreparken ved Jarmers Plads. I disse mange år er stedet især blevet benyttet af store grupper af kunstnere og en sjælden gang også af en enkelt stor kunstner. Stor nok til hele Den Frie er dog kun de allerfærreste. Derfor er det aktuelle koncept for '5 X Solo' i udgangspunktet ikke nogen dårlig idé.
Ét rum til hver Ideen tvinger ikke den enkelte kunstner til at svække sin egen indsats ved at sprede den ud over et for stort et areal. Og man oplever heller ikke den typiske sammenslutnings inflatoriske ophobning af indtryk. LÆS OGSÅ I stedet er bygningen passende delt mellem fire kunstnere og ét kunstnerpar, med ét rum til hver, og det sjette indeholder så videodokumentation af, hvad man kan møde i de øvrige fem.
Langt mellem værkerne Ud over tid og sted er de fem udstillere dog ikke fælles om meget. F.eks. er der meget langt mellem Nicolai Howalts kølige, næsten isnende gråhvide fotografier af f.eks. ansigtsafstøbninger af patienter med hudtuberkulose, og så det dansk/australske makkerpar Gejl & Godwins store toppede landskab af femten kubikmeter rustrødt sand fra Australien. Til værkets proces-betonede kontekst hører, at det har taget 59 dage at transportere de 23 ton fra Melbourne til København, hvilket har skabt en CO ₂-forurening på fem ton. Men er den viden befordrende for oplevelsen?
Japanske kirsebærtræer Der er ikke kortere fra Eva Kochs tredimensionale videoprojektion med ti figurer, der får den iscenesatte ventetid til at gå med at stå i lige så mange forskellige positioner og attituder, til Mette Gitz-Johansens installatoriske ophængning. Værkerne med den fælles titel 'Observing Pink' har relation til et symbolsk ritual: japanernes festlige markering af perioden, hvor kirsebærtræerne blomstrer. Det er derfor, kunstneren med lyserødt har markeret udvalgte genstande og detaljer i sine fine tegninger. Desværre er det vanskeligt, i dagslys, at få noget ud af de videoprojektioner, der er en del af helheden. Fra disse fire er der så igen et stykke vej til den femte: Michael Mørk og hans stringente, skulpturelle og fotografiske forvandling af moduler, muligvis fra et elementkøkken. LÆS OGSÅForårsudstilling på Charlottenborg byder på kreativt genbrug og uartig glasur Det er ikke enhver, der kan genbruge sådanne præfabrikerede moduler og deres skygger i en så konstruktiv proces og gøre dem til bestanddele i stramme, arkitektoniske kompositioner. Men resultatet af funktionelle elementer i en ufunktionel sammenhæng er overbevisende, og så kan man altid more sig over, at en kunstner med navnet Mørk kan lave et værk med titlen 'Hvidt på hvidt'.
Mangler sammenhæng Hver for sig vil disse værker nok sige publikum en hel del. Men de er indbyrdes for forskellige til at sige hinanden så meget. Måske havde en mere kurateret udvælgelse været at foretrække, dvs. en udstilling, hvor de enkelte indslag byggede en tematisk eller indholdsmæssig sammenhæng op og dermed styrkede hinanden. Dokumentationsrummet med sine fem videointerview er det mest tidkrævende af rummene, men ikke det mest givende. Intervieweren (Malene Ratcliffe) gør, hvad hun kan, men samtalerne bekræfter alligevel den gamle fordom, at kunstnere sjældent er de mest klare formidlere af deres egne værker. Til gengæld bekræfter '5 x Solo', at Den Frie er inde i en fornyelsesproces. Og det er vigtigt.