Forestil dig, at Louisiana i Humlebæk aldrig havde eksisteret. At museet blev slettet fra kunstens historie og fra historien generelt. Hvad ville Museumsdanmark så være?
En gedigen samling af smagfuld og god kunst fattigere, lyder en del af svaret på det spørgsmål. En mængde væsentlige og skelsættende særudstillinger som for eksempel ’NowHere’ fra 1996, der viste 90’er-kunst og spillede techno, ’Outsidere’ med art brut fra 1979 ville man i den grad savne sammen med de mange mere eller mindre heldige arkitektur-udstillinger. Og på et personligt plan ville en hel del weekendture i barndommen måske langt hyppigere være gået til Ikea og City2 i Taastrup eller til Lejre Forsøgscenter frem for på kunstmuseum. Ikke et ondt ord om City2, men tak skæbne.






























