Grænseløs humor? Medborgerskab set gennem humor og satire
Storm P. Museet, Frederiksberg Runddel. I samarbejde med Museet for Dansk Bladtegning på Det Kongelige Bibliotek og Københavns Sprogcenter. Til 18. september.
Tegninger har jo – ligesom den øvrige billedkunst og musikken, men modsat oversættelseskrævende kunstarter som litteratur, drama, film m.fl. – samme fri bevægelighed over sprog- og landegrænser som penge. Hvilket ikke udelukker, at en tegning kan gå over grænsen for, hvad tilskuere uden for tegnerens egen kulturkreds vil acceptere. Det fattede vi, om ikke før, så med karikaturkrisen i 2005-06 og sidste års Charlie Hebdo-massakre i Paris og mordene ved Krudttønden og synagogen i København.
Derfor spørgsmålstegnet i fællestitlen på de udstillinger, Storm P. Museet og Bladtegnermuseet nu supplerer hinanden med. Museerne har endda forsøgt at finde en slags svar på spørgsmålet, for en håndfuld mellemøstlige og europæiske studerende fra Københavns Sprogcenter har deltaget i udvælgelsen af tegninger.
Desværre fremgår det ikke, hvilket totalmateriale de har valgt af, men tilsyneladende har kriteriet været, at tegningens humoristiske pointe skulle værdsættes af alle kuratorerne uanset nationalitet. Man gad ellers også godt se den ’modsatte’ udstilling: de tegninger, som en eller flere af kuratorerne har dømt ude.
Britisk avis viser tegning af Løkke med nazi-lignende armbindMen fokus ligger et andet sted, og der er gevinst nok alligevel. Omkring Storm P.s eget maleri ’Indenfor og udenfor’ (i forhold til muren på billedet) viser en stribe tegninger, at fællesskabets normer for køn, alder, skønhed, ensomhed m.m. ser forskellige ud for de inkluderede og de ekskluderede. Et andet rum tematiserer vores (u)følsomhed over for globale problemer – migration, pengeflugt, klima osv. – indtil de rammer vores egen havelåge.
Andre vægge belyser (selv)censur og trykkefrihed, dog ikke med Jyllands-Postens profettegninger, hvis historie jo er temaets aktuelle ekkorum. Men blandt andet med de samtidige grumme stik af henrettelsen af Struensee, der indførte en trykkefrihed, han selv blev et af de første ofre for.
Censuren under ( og ikke mindst: op til!) besættelsen 1940-45 forhindrede ikke den illegale spredning af tegneren Herluf Bidstrups postkort med karikaturer af ’Mænd, der skal afregnes med’ (embedsmænd og politikere som Scavenius, justitsminister Thune Jacobsen m.fl.).
Bidstrups bidske postkort hænger hos Storm P. på Frederiksberg Runddel, men er jo udlånt af Bladtegnermuseet, hvor de var med i den store 2012-udstilling om ’Nazismen i danske bladtegneres streg’.
Britisk satiretegner: Nazisammenligning er fuldt fortjentDet brede tema om grænseløshed er belyst fra bogstavelig talt alverdens hjørner, og en afgrænsning (!) af materialevalget havde nok gjort det nemmere at fastholde den røde tråd. Men det er nu ikke svært, når en tegning viser en vestlig sommer(af)klædt kvinde og en tilsløret mellemøstlig kvinde passere hinanden og begge tænke, at den anden stakkel er offer for kønsundertrykkelse. Det sete afhænger af øjnene, der ser, så vi har godt af at låne hinandens synsvinkler.
I spørgsmålene om censur og globale problemer er galgenhumoren mere fremherskende.
Satiretegning er ikke det rene spøg og skæmt.
En supplerende udstilling om ’Grænseløs humor?’, her dog afgrænset til ’Migration i danske satiretegninger fra efterkrigstiden til i dag’, kan ses på Museet for Dansk Bladtegning på Det Kongelige Bibliotek indtil 18. juni.
fortsæt med at læse






























