Umiddelbart skulle man tro, at placeringen er valgt for at give vennerne af den moderne kunst i Herning et bedre kondital: For man skal et pænt stykke op i Sct. Johannes Kirkens kombinerede klokke- og vandtårn, før man når frem til den græsk-italienske kunstner Jannis Kounellis' nye installation. Den er placeret højt til vejrs i kirkens tidligere menighedsrådssal, som Herning Kunstmuseum nu disponerer over som udstillingsareal. Ni gange ni gange syv meter måler salen, og det er en del at skulle spille op mod for én kunstner. For at blive bemærket i et sådant rum skal kunstneren enten levere noget meget stort og groft - eller modsat: noget småt og spinkelt. Kounellis var ikke i tvivl om, at den sidste løsning var den mest rigtige. Da han fik stedet forevist af museumsleder Holger Reenberg, som er initiativtager til udstillingen, sagde han, at det rigtige indslag på stedet ville være 'en berøring' (una tocca). Kounellis' rumlige 'berøring' består af tyve små plader eller hylder af jern, som hænger i lodret forlængelse af hinanden ned fra loftet, og på hver enkelt plade er anbragt en pæn portion friskmalet kaffe. Som stimulans forener kaffen mange trosretninger og kulturer. Den er den mest berømte af de varer, der kom til Europa fra de arabiske lande omkring 1600. I dag er den et universelt nydelsesmiddel, der drikkes på begge sider af det religiøse jerntæppe. Kaffeinstallationen er dog ikke det eneste indgreb i rummet. Det største indgreb lægger man ikke mærke til - straks. Det er et hvidmalet rum med let konvergerende vægge som i en meget, meget spids pyramide, hvis top man må tænke sig til. Rummet er opført efter kunstnerens nøjagtige anvisninger og er altså en del af helheden. Altså en sal i salen. Denne indre sal har to funktioner. For det første kan man ikke se Kounellis' installation, når man kommer op ad trappen. Man skal først ind i rummet gennem en lille dør i den ene side, og når man så står dér, omgivet af hvide vægge, bliver installationen så meget desto tydeligere og mere nærværende, ikke bare som syn, men også som duft. Den spontane reaktion er en vis skuffelse over, at installationen ikke er større og mere spektakulær. Men når man først har besindet sig og mærket kaffelugten i begge næsebor, må man også anerkende det moment af overraskelse, der ligger i installationen og kontrastforholdet. Hvis det er den sande rumkunsts opgave at skabe opmærksomhed både omkring sig selv og det rum, hvori den er placeret, har Kounellis' mærkeligt enkle og poetiske løsning løst sin opgave. For denne kaffeskulptur mimer ikke bare det knap 40 meter høje klokketårn med sine mange etager, den associerer også til Himmelstigen og Jakobsdrømmen (som omtales i Det Gamle Testamente) og altså til det budskab, der prædikes i bygningen ved tårnets fod.