Med broen over Øresund er københavnere og malmøgensere (om ikke ligefrem danskere og svenskere generelt) kommet hinanden nærmere. Men midt i begejstringen for den ny Øresundsregion kan man pludselig blive mindet om, at vi stadig bliver nødt til at præsentere os for hinanden. Om det skyldes kulturelle forskelle eller simpel selvtilstrækkelighed, så kender vi ikke meget til hinandens kunstnere. Selv ikke de kendte af slagsen. Jeg vil da i alle tilfælde formode, at den svenske fotograf Georg Oddner er noget nær folkeeje i Sverige, for på de to aktuelle udstillinger i Malmø gives der ingen introduktion - hvis man ser bort fra en portrætfilm på 82 minutter, der vises klokken 15. Jeg håber, det er, fordi enhver Svensson kender ham - og ikke fordi udstillingsstederne simpelthen har glemt at informere. I alle tilfælde gør det ikke besøget lettere for den danske gæst, mens man må indrømme, at de mange svenskere, navnlig i Malmø Kunsthal, så ud til at hygge sig gevaldigt. Georg Oddner fylder 80 år til oktober, og han har siden 1950'erne arbejdet som fotograf af alt fra Vietnamkrig over jazzmusikere til reklamebilleder. I Malmø Kunsthal har man valgt at vise eksempler på det hele, hvilket resulterer i en kakofoni af indtryk, udtryk og indhold. Georg Oddner har aldrig troet på at have en enkelt niche, men arbejder med det hele, både på den tekniske og på den indholdsmæssige side. Derfor hænger her både billeder som det sort/hvide 'Vårdimma' fra 1956, der er så kornet, at det må være ru, og en serie farvefotografier af - bogstavelig talt - skulpturelle granatæbler (1999), hvis overflader er minutiøst gengivet. Selv siger Georg Oddner, at han ikke, som blandt andre Henry Cartier Bresson, søger sit billede i det afgørende øjeblik, hvor hele kompositionen åbenbarer sig ud af tilfældighederne. Oddner er ude efter det, han kalder det evige øjeblik, det der til stadighed finder sted. Måske er det derfor, man genkender verden gennem Oddners optik og glædes, som om det var én selv, der netop havde fået øje på kunstværket i en itureven paraply eller en snor med sort vasketøj. I hvilket land, billederne er taget, er underordnet, for hvor Oddner end har bevæget sig hen, synes han at finde den lille afvigelse, det uventede, den rebelske glæde. Det binder værket sammen - på trods af at billederne i sig selv er så forskellige. Heldigvis har man tænkt over ophængningen, men har så - desværre - helt overset belysningen. Refleksionen i glasset foran billederne er så stærk, at man ikke bare ser sig selv som et omrids, men kan fiske en øjenvippe ud af øjet, skulle det blive nødvendigt. Samme ufølsomhed over for lys og spejling finder man på udstillingens anden del, der vises i Malmø Museers Kommandanthus. Her er fokus på reklame- og reportagebilleder, men af fuldstændig uforklarlige grunde har man valgt ligesom at pifte det hele lidt op med nogle meget mærkværdige rekvisitter. Ved siden af Oddners reklamefotografi af en Volvo P1800 står der således - en Volvo P1800. Og på førstesalen er der opbygget et helt lille kontorlandskab med nogle meget lidt livagtige dukker. Disse krumspring, koblet med det dårlige lys og den manglende information, trækker desværre præsentationen af et livsværk ned på et ucharmerende, provinsielt niveau. Og det er synd, for Georg Oddner kan faktisk fotografere. Navnlig har han et hurtigt blik for barnet, der med en evig og oprigtig uskyld bevæger sig igennem hans bedste billeder.