Oprindelig ville sydafrikaneren William Kentridge være maler. Det gik ikke så godt. Så besluttede han sig i stedet for at blive skuespiller. Og derefter filmmager.
Intet af det lykkedes.
Men da han fandt ud af at kombinere det hele – teatret, filmen, skulpturen og ikke mindst tegningen etc. – til et kunstarternes gadekryds, så lykkedes det. Så blev advokatsønnen fra St. Johannesburg den William Kentridge, som museer verden over gerne vil vise deres publikum. For ikke mange både fascinerer, fornøjer, foruroliger og forvirrer mere, end han gør. Fra i dag er det Louisianas tur til at introducere denne forvandlingens og ubestandighedens mester.
’Thick Time’ er en omfangsrig udstilling, der går helt tilbage til William Kentridges gennembrudsfilm fra starten af 1990’erne og frem til hans komplekse videoinstallationer fra de seneste år. Men selv om du med åbne sanser bevæger dig gennem det hele — og lader dig bevæge undervejs, bliver du ikke mere sikker på, hvem Kentridge er, eller hvad han står for kunstnerisk og ideologisk. Det er der kun én ganske bestemt grund til.
