Tit er jeg glad’ er en af verdens bedste sange. Bluesagtigt møder sangen en istynd, kridhvid nordisk vintervibe i Carl Nielsens melodi som det helt perfekte match til B.S. Ingemanns bipolære lyrik. I sangen er eksistensens trillebør, som vi hver især skubber rundt med, tungt belæsset med modsatrettede følsomheder. Mens jeg skriver det her, lytter jeg imidlertid til Carl Nielsens femte symfoni. Drama!

Og det er interessant med Nielsenernes – komponistens og billedhuggeren Anne Marie Carl-Nielsens – lidt modvillige krog ind i det moderne. Og interessant at have dem med i ørerne og maven som ledsagere på udstillingen med de tre danske skulpturkunstnere, som netop er blevet forgyldt af det legat, som bærer Carls og Anne Maries navne.