Ifølge anklager modtag eks-nyhedsvært blandt andet pornografiske videoer af et barn i alderen syv til ni år.

Tidligere nyhedsvært erklærer sig skyldig i at besidde upassende billeder af børn

Huw Edwards forlader her retten i Westminster.  Foto: Justin Tallis/Ritzau Scanpix
Huw Edwards forlader her retten i Westminster. Foto: Justin Tallis/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Den tidligere BBC-nyhedsvært Huw Edwards erklærer sig skyldig i anklager om at besidde upassende billeder af børn.

Det skriver Sky News onsdag.

Edwards ankom onsdag til en domstol i London, hvor han ud over at meddele, at han ønsker at erklære sig skyldig i tre forhold, bekræftede sit navn, sin adresse og sin fødselsdato, skriver Reuters.

Den tidligere vært er blevet beskyldt for at besidde syv billeder i en såkaldt kategori A, 12 billeder i kategori B og 22 billeder i kategori C mellem december 2020 og april 2022.

I britisk lovgivning for pornografisk materiale er kategori A den hårdeste kategori inden for børneporno.

Edwards er anklaget for tre forhold vedrørende at ’lave’ upassende billeder af børn.

Anklagemyndigheden oplyser ifølge Sky, at ’lave’ kan omfatte at åbne, tilgå, downloade eller opbevare indhold.

Det kan også omfatte at modtage et billede på sociale medier eller i en gruppe – også hvis det er uopfordret.

Del af BBC i 40 år

Anklager Ian Hope har ifølge nyhedsbureauet Reuters sagt, at der blev sendt 41 billeder – enten stille eller i bevægelse – til Edwards af en voksen mand på WhatsApp mellem december 2020 og august 2021.

Han bekræfter, at syv var fra den mest alvorlige kategori. To af de billeder var pornografiske videoer af et barn, som muligvis er i alderen 7-9 år.

62-årige Huw Edwards var en del af BBC i 40 år, hvor han til sidst var en af de bedst betalte og højest profilerede værter i mediehuset.

Frem til sin suspendering var Huw Edwards vært på BBC’s store nyhedsudsendelse klokken 22.00.

Edwards blev anholdt 8. november 2023 og tiltalt 26. juni, har britisk politi tidligere oplyst.

Den tidligere nyhedsvært stoppede på BBC tilbage i april af »helbredsmæssige årsager«

Rettelse: Det fremgik tidligere, at Huw Edwards stoppede i april som en konsekvens af den verserende sag om børnepornografisk materiale. Det var dog tv-værten selv, der sagde op af »helbredsmæssige årsager«.

Ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her