I november kunne flere internationale medier berette, at satiremediet The Onion havde købte den amerikanske konspirationsteoretiker Alex Jones’ medie InfoWars på auktion.
»InfoWars har udmærket sig som et uvurderligt redskab til at hjernevaske og kontrollere masserne«, skrev Bryce P. Tetraeder, som er direktør for The Onions moderselskab, Global Tetrahedron, i vanlig satirisk stil i en kommentar i The Onion efter opkøbet.
»Med en skarp blanding af vrangforestillinger, paranoia og tvivlsomme anti-aging kostråd stræber de efter at gøre livet både mere skræmmende og længere for alle, et prisværdigt mål«, fortsatte han.
Nu har en konkursdommer imidlertid sat en stopper for købet.
Efter to dage med høringer har dommer Christopher Lopez godt nok afvist Jones’ påstand om urent trav i forbindelse med auktionen, men dommeren mener, at kuratoren, som blev udpeget af en domstol, i ’god tro’ lavede en fejl ved hurtigt at afslutte auktionen.
Det førte til, at der ifølge konkursdommeren ikke blev afgivet de bedst mulige bud på InfoWars.
Betydelig gæld
Jones, som tilhører USA’s yderste højrefløj, søgte konkursbeskyttelse i 2022.
Han var blevet dømt til at betale 1,3 milliarder dollar for at have bagvasket familierne til 20 elever og seks ansatte, der blev dræbt under et skoleskyderi på Sandy Hook Elementary School i Connecticut.
Det svarer til over ni milliarder kroner.
Jones blev derfor tvunget til at sælge sine aktiver, herunder InfoWars.
Men ifølge dommer Christopher Lopez blev auktionen altså ikke afviklet, som den skulle: »Den (auktionen, red.) skulle være blevet genåbnet, og den skulle være blevet genåbnet for alle«, siger Lopez.
»Det står klart, at kurator lod en masse potentiale til at få penge blive liggende på bordet«, fortsætter han.
Jones har i forbindelse med Sandy Hook-skyderiet påstået, at de etablerede medier og tilhængere af våbenkontrol fabrikerede tragedien. Han har sagt, at skyderiet var iscenesat med skuespillere.
ritzau
fortsæt med at læse




























