Politiet får nej til at få udleveret råbånd fra dokumentaren ’Den sorte svane’. Retten i Glostrup har torsdag afvist politiets anmodning.
Den særlige politiafdeling National Enhed for Særlig Kriminalitet havde krævet internt materiale fra TV 2 og produktionsselskabet Wingman Media, der står bag dokumentarudsendelserne.
Også adgang til journalisters kommunikation med den såkaldte muldvarp Amira Smajic og til ringbind stod på politiets ønskeliste.
Men en dommer har altså sagt nej, og det erklærer chefredaktør Michael Nørgaard fra TV 2 sig tilfreds med.
»Når politiet ønsker adgang til journalisters notesblokke og råbånd, så er vi inde i et meget principielt spørgsmål. Der skal være armslængde mellem offentlige myndigheder og den fri presse, hvis fornemste opgave er at kontrollere disse myndighederns ageren«, siger han i en mail fra TV 2.
Hvad der nærmere ligger bag ønsket fra NSK, er ikke kommet frem. Et retsmøde om sagen i sidste uge blev holdt bag lukkede døre.
»Vi ønsker råbåndene bag dokumentaren ’Den sorte svane’ udleveret, da disse kan tjene som bevis i verserende efterforskninger«, har senioranklager Konrad Frank nøjedes med at udtale.
Også i en anden sag har domstolene for nylig afslået NSK’s ønske om adgang til journalisters materiale. Det gjaldt en lydfil, som var bragt i en podcast på Podimo.
ritzau
fortsæt med at læse


























