Flere politianmeldelser er sendt i retning af DR, hvoraf mindst én omhandler racismeparagraffen, lyder det.

Jonatan Spangs satireprogram meldt til politiet

Et indslag i Jonatan Spangs satireprogram 'Tæt på sandheden' kaldes »krænkende« af folketingsmedlem Aaja Chemnitz. Nu er programmet blevet politianmeldt. Foto: Jacob Jorp
Et indslag i Jonatan Spangs satireprogram 'Tæt på sandheden' kaldes »krænkende« af folketingsmedlem Aaja Chemnitz. Nu er programmet blevet politianmeldt. Foto: Jacob Jorp
Lyt til artiklen

Københavns Politi har modtaget flere politianmeldelser efter et indslag i DR’s satireprogram ’Tæt på sandheden’, oplyser politikredsen til TV 2 Kosmopol. Ifølge mediet drejer mindst en af anmeldelserne om overtrædelse af den såkaldte racismeparagraf.

Politianmeldelsen går på, at programmet ’Tæt på sandheden’, ifølge anmelderen, indeholder racistiske udsagn rettet mod grønlændere og inuit. Københavns Politi ønsker over for TV 2 Kosmopol ikke at sætte antal på politianmeldelserne, samt hvad anmeldelserne konkret indeholder.

Ifølge DR har formålet med indslaget alene været at lave satire om DR’s ageren i de sidste par uger i forbindelse med den kritiserede dokumentar ’Grønlands hvide guld’.

»Det har aldrig været meningen at gøre grin med Grønland eller det grønlandske folk. Det, synes vi, er meget tydeligt«, siger DR’s programchef Anne Galichs i et skriftligt svar til DR Nyheder.

Satireprogrammets indslag fik Aaja Chemnitz, der er grønlandsk folketingsmedlem fra partiet IA, til at skyde med skarpt mod DR i et opslag på Facebook. Aaja Chemnitz har desuden sendt en forespørgsel i retning af kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M).

»Jeg sendte i dag (mandag, red.) brev og ministerspørgsmål afsted til kulturministeren om ’Tæt på Sandheden’ fra i lørdags, som i den grad var krænkende«, skriver hun i opslaget.

»Efter regeringen lige har lanceret en handlingsplan mod racisme, er det beskæmmende, at se hvor kluntet DR, som modtager statsstøtte, opfører sig«.

Aaja Chemnitz kalder det »tonedøvt«, at DR bringer indslaget midt i den grønlandske valgkamp.

»Satire var engang brugt til at revse magthavere, og det mener jeg, at vi skal tåle. Men at tale så nedsættende om en minoritet midt i et politisk stormvejr. Det er bare dumt«, lyder det fra folketingsmedlemmet.

Tonedøvt eller ej, så har Frederik Waage, der er professor i forvaltningsret på Syddansk Universitet, svært ved at se, at DR gør sig skyldig i en overtrædelse af den såkaldte racismeparagraf med indslaget i ’Tæt på sandheden’.

»Jeg har gennemset udsendelsen, og er ikke blevet præsenteret for scener, der skulle være forhånende over for en bestemt befolkningsgruppe. Og det er det, der er kernepunktet i den her sag«, siger han og fortsætter:

»En overtrædelse af racismeparagraffen vil kræve at indslaget i Tæt På Sandheden havde karakter af ytringer, der truer, håner eller nedværdiger en gruppe af personer på grund af de pågældende personers race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse. Og det vurderer jeg ikke, at indslaget opfylder«.

Ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her