Komikeren Jimmy Kimmels program er blevet lukket på grund af dårlige seertal, siger Brendan Carr.

Kritiseret FCC-formand forsvarer sine udtalelser efter suspendering af Jimmy Kimmel

Foto: Brendan Smialowski/Ritzau Scanpix
Foto: Brendan Smialowski/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

FCC-formand Brendan Carr forsvarer mandag sine udtalelser fra sidste uge, hvor han kritiserede talkshowværten Jimmy Kimmel og opfordrede tv-stationer til at skride til handling. Kort tid efter hans kritik blev ’Jimmy Kimmel Live’ suspenderet på ubestemt tid af stationen ABC – et datterselskab til Disney.

Men det skyldtes ikke pres fra de amerikanske myndigheder, mener Brendan Carr.

»Jimmy Kimmel står i den nuværende situation på grund af hans seertal – ikke på grund af noget, der skete i regi af den føderale regering«, hævder han mandag ifølge Reuters.

Carr er formand for FCC, den amerikanske kommunikationskomité, der tildeler senderettigheder til blandt andet lokale tv-stationer. Onsdag i sidste uge opfordrede han Disney og ABC til at skride til handling over for Jimmy Kimmel.

»Vi kan gøre det på den nemme måde eller på den svære måde. De her firmaer kan finde måder at ændre adfærden og gøre noget ved – sagt lige ud – Kimmel. Ellers vil der være noget mere arbejde til FCC i fremtiden«, sagde Brendan Carr.

Hans udmelding kom, efter at Jimmy Kimmel i en af sine udsendelser havde omtalt drabet på den konservative aktivist Charlie Kirk. I den forbindelse gjorde komikeren grin med støtter af præsident Donald Trump og med Trump selv. Et stigende antal politikere og mange Hollywood-kendisser har i de seneste dage kritiseret Brendan Carr. De mener, at han truede ABC og Disney til at lukke talkshowet, og at han dermed greb ind i ytringsfriheden.

Både Nexstar, som ejer 32 lokale tv-stationer i ABC’s tv-netværk, og Disney har brug for godkendelse af opkøbsplaner af Trump-administrationen, og derfor peger flere på, at beslutningen om at suspendere Kimmel, der ifølge The New York Times blev truffet af Disneys administrerende direktør, Bob Iger, skal ses som et udtryk for, at selskabet er bange for at lægge sig ud med Trump-administrationen, som FCC er en del af.

Ritzau og Politiken

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her