DR kan gå videre med at lave en fælles vejrapp med DMI, efter at idéen har været igennem en såkaldt værditest.

Radio- og tv-nævn godkender DR og DMI's ønske om en vejrapp

Lyt til artiklen

Radio- og tv-nævnet giver grønt lys til, at DR kan udvikle en ny vejrapp sammen med Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).

Det skriver nævnet i en pressemeddelelse om afgørelsen.

Når DR vil lave en væsentlig ny tjeneste, som DR ikke allerede er forpligtet til at tilbyde igennem public service-kontrakten, skal det forbi Radio- og tv-nævnet.

Her skal nævnet lave en værditest, hvor det skal vurdere det nye tilbuds public service-værdi.

Man skal samtidig vurdere, hvordan et nyt tilbud fra DR vil påvirke resten af markedet.

Radio- og tv-nævnet vurderer, at en vejrapp vil have en betydelig public service-værdi. Det udtaler nævnets formand, Søren Sandfeld Jakobsen, i pressemeddelelsen.

»Derudover har nævnet indhentet en uafhængig ekstern konkurrencemæssig vurdering, der samlet set konkluderer, at en vejrapp ikke forventes at have en væsentlig indvirkning på markedet«, lyder det.

Det var i februar, at DR oplyste, at man havde kigget på at lave en fælles app sammen med DMI.

Formålet med den nye app er, at pålidelig information om vejret hurtigt kan nå bredt ud.

I februar oplyste DR og DMI, at man havde kig på, at appen kunne tages i brug i 2027, hvis Radio- og tv-nævnet godkendte appen.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her