Thomas Blachman vil opdrage Politikens læsere

Panelet. Anne Linnet, Thomas Blachman og Ida Corr skal tænde og slukke stjernedrømmene i næste sæsons 'X Factor'.
Panelet. Anne Linnet, Thomas Blachman og Ida Corr skal tænde og slukke stjernedrømmene i næste sæsons 'X Factor'.
Lyt til artiklen

På trods af tidligere udmeldinger er Thomas Blachman tilbage som dommer i 'X Factor'.

Denne gang sammen med sangerinderne Anne Linnet og Ida Corr, som støddæmpere, med- og modspil til den skaldede mand, som dermed er med for femte gang ud af seks mulige.

LÆS OGSÅ Blachman kan ikke holde sig væk fra 'X Factor'

»Jeg troede, jeg var færdig med at lave fjernsyn, men jeg er kun lige begyndt«, siger Thomas Blachman til politiken.dk og spår samtidig sig selv en lang karriere inden for mediet, som han omtaler, som et »pædagogisk vidunderbarn«.

Her er nemlig en platform, hvor han kan få befolkningen i tale og stå for en form for åndelig opdragelse med udgangspunkt i passionen for musik.

»Sidst gik jeg efter den dårlige smag. Denne gang går jeg efter de visionsløse danskere, der sidder og læser Politiken i deres sommerhuse«, siger han.

Fedterøve uden ambitioner
» Hvad har Politiken-læserne gjort?«

»Befolkningen i Danmark er todelt«, forklarer Thomas Blachman.

»Den ene del er den højtuddannede, nyfine, småborgerlige overklasse, som i virkeligheden lever i drikfældig armod. Selv regeringen er en samling fedterøve uden ambitioner - og det siger jeg som en god socialdemokrat«, siger Thomas Blachman.

FOTO

»Den anden del er dem, som står op og går ubekymrede på arbejde, kommer hjem og går bekymrede i seng. De usnobbede. Dem, der ikke har brug for at proportionere sig«.

»Proportionere sig?«

»Ja. Proportionere sig.«

Thomas Blachman mener, at han - igennem X Factor - har en evne til at få unge mennesker til at tro på sig selv og deres ide. På den måde kan han være med til at udligne forskellene imellem de to grupper, mener han.

»Man kan ikke synge, uden at have en ide«, siger han. Og ideer er jo visioner.

Kærlighed og holdbarhed

Både Anne Linnet og Ida Corr håber på, at de med deres deltagelse i X Factor kan fremme de talenter, der har en mere holdbar rækkevidde end tidligere.

»Jeg vil gå efter en, der virkelig kan brænde igennem«, siger Anne Linnet.

»En, for hvem det er en livsnødvendighed at krænge sin sjæl ud gennem musik«, siger Linnet, som har lånt sin integritet, erfaring og langvarige karrieres troværdighed til showet.

»Der er ingen i den her branche, der ikke har kæmpet hårdt for det«, siger hun.

»Det skal deltagerne også lære«.

Ida Corr er ikke bange for at komme i klemme imellem de to store personligheder.

»Jeg har den plads, jeg selv tager«, siger hun til politiken.dk, mens to stylister med kam og lip-gloss med jævne mellemrum lige retter lidt på hendes hår og læber.

»Jeg har mine egne idealer at kæmpe for, men jeg glæder mig også til at lære noget af de to andre. For mig handler det om kærlighed. Mit forhold til musik er som en forelskelse. Det skal mærkes herinde«. Hun holder foran hjertet.

Helene Navne

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her