Thomas Blachmans karriere består - som bogstavet x - af to streger. Skæringspunktet er 2008, hvor han valgte at blive en del af dommerpanelet i det musikalske talentprogram 'X Factor' på DR 1. I dag er det ofte titlen som 'X Factor'-dommer, der nævnes først, når han bliver omtalt. Bagefter kommer de andre halsende: jazztrommeslager, producer, komponist. Når børn i dag klæder sig ud som Thomas Blachman til fastelavn, er trommestikker ikke en del af kostumet.
Dansk musiks 'bad cop' I 'X Factor's dommerpanel satte Thomas Blachman sig hurtigt til rette i rollen som den onde dommer. Den kompromisløse, der tør sige tingene ligeud. Og helt uden filter. Selv siger Thomas Blachman, at han taler, mens han tænker. Som da han for et par uger siden rasede mod sin meddommer, musiker og komponist Anne Linnet: »Hvis du havde bygget Rundetårn, havde det været firkantet!«. Det er den slags udtalelser, der fylder især tabloidavisernes netudgaver i timerne efter en udsendelse af 'X Factor'. LÆS OGSÅBlachman skal lave tv, »der aldrig er set før« I et interview i Berlingske Tidende har han udtalt: »Det geniale stykke kunst, jeg har skabt i 'X Factor'-perioden, er mig selv. Et kunstværk på to ben«. I et interview i Politiken har han sagt: »At se sig selv på Ekstra Bladets forside er bare YES! Det er min egen kunstinstallation. Det er noget, jeg aldrig havde drømt om, at jeg skulle prøve. Og når BT skriver: »Blachman er en nar«. Jeg elsker det!«.
Idealist og meningsdanner Og der bliver lyttet, når kunstværket - eller mediefiguren - Thomas Blachman taler. Også uden for mainstreamkulturens blitzlys. I marts var Thomas Blachman gæst i radioprogrammet 'P1 debat'. Med ham i studiet var socialdemokraten Pernille Rosenkrantz-Theil og fagforbundet FOA's formand Dennis Kristensen. De tre var samlet for at diskutere den erklærede socialdemokrat Thomas Blachmans forslag om at indføre en 4-dages arbejdsuge til alle danskere. LÆS OGSÅNye Blachman-noder er ren copy-paste Meningsdanner på P1, der trækker det politiske livs tunge folk af stalden for at diskutere hans synspunkter. Dét er altså også en del af den spraglede personlighed under den skaldede isse og de stilede jakkesæt. Når han kritiserer unge deltagere i 'X Factor', er det ofte oprør, han savner i de musikalske præstationer. Hvor er rebelskheden? Modet til at gå nye veje?
Visionære fusioner Da Thomas Blachman i 1998 etablerede pladeselskabet ManRec, kunne man tale om nytænkning. På et tidspunkt, hvor internettet stadig blev omtalt som 'det verdensomspændende internet', og en e-mailadresse ikke var en selvfølge, ville ManRec sælge musik på nettet. En sang for 1 dollar, og det år før iTunes. ManRec kom med et bud på en digital forretningsmodel på et tidspunkt, hvor ingen vidste, hvilke enorme omvæltninger musikbranchen stod over for. Selskabet blev ingen kommerciel succes og fik et kort liv. Men jo flere år der går, jo mere visionære fremstår tankerne. LÆS OGSÅThomas Blachman vil opdrage Politikens læsere I 1994 skabte han sin egen fusion af jazz og hiphop på albummet 'Blachman Thomas Meets Al Agami And Remee: The Style And Invention Album', som vandt to grammyer. Et par år tidligere havde han fået Grammy for årets danske jazzudgivelse. Og i 1996 fik 'Cinemataztic', som Blachman havde skrevet og produceret sammen med Kasper Winding og Caroline Henderson, hele syv Grammyer. Han er uddannet i slagtøj fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. Derudover har han en bachelor i jazzkomposition fra musikkonservatoriet Berklee i Boston.
Selvforglemmelsens øjeblik Karrierens største fejltagelse, har han sagt flere gange, var hans afslag på tilbuddet om en pladekontrakt fra det toneangivende amerikanske jazzpladeselskab Blue Note. De ville skrive kontrakt på fem plader med Blachman i 1995, men han ville hellere lave noget helt andet. Da han vendte tilbage til New York halvandet år efter med sit nye materiale, var Blue Note ikke længere interesserede. Chancen for en international karriere som jazzmusiker var forpasset. Trommer spiller han stadig. 19. april kan dommeren således selv bedømmes, når han sidder bag trommesættet i DR Koncerthuset med de garvede jazzkolleger Lennart Ginman, Carsten Dahl og Palle Mikkelborg. LÆS OGSÅ»Det burde satme være understøttelsen, der røg, når man synger på den måde« På billetlugens hjemmeside kan man læse, at de fire sammen vil »udforske en tilstand af langsommelighed. Et forsøg på at sætte tiden i stå i et selvforglemmelsens øjeblik«. Om manden bag selvbiografien 'Det kolossale menneske' formår at glemme sig selv, må komme an på en prøve. Ligesom det vil vise sig, om den 50-årige tidligere avantgardist, der har placeret sig så centralt midt i hovedstrømmen, har tænkt sig at blive stående og råbe sine meninger. Eller om det X, han har bundet sig til, kan krybe om på ryggen, folde helikoptervingerne ud og flyve ham nye steder hen.