Det er vigtigt, at der bliver taget stærk afstand fra de trusler, som de unge indvandrerkvinder i satireprogrammet 'Det Slører Stadig' har været udsat for.
Sådan lyder det fra Københavns integrationsborgmester Anna Mee Allerslev (R).
Satireprogrammet, der bliver vist på DR, laver sjov med de fordomme, som danskere og indvandrere kan have om hinanden.
Men det er ikke alle, der synes, det er sjovt. En gruppe med navnet 'Kaldet til Islam' har lagt en video op på YouTube med titlen 'Modsvar til Det Slører Stadig', og på Facebook har flere skrevet dødstrusler mod de unge kvinder.
LÆS OGSÅ Islamister advarer kvinder fra DR-satire: Sjov med islam har konsekvenser
Det er på den baggrund, Anna Mee Allerslev siger, at politikere må reagere.
»De fire kvinder tager nogle fordomme op, som er svære at snakke om. Og de gør det på en sjov måde, som kan nedbryde barrierer og være med til at styrke integrationen på længere sigt«.
»Jeg synes, det er vigtigt, at man på det politiske niveau tager afstand fra enhver form for trusler. Det er vigtigt, at man siger, at det ikke er i orden i et demokratisk samfund«, lyder det fra integrationsborgmesteren.
Trusler kommer fra mindretallet
Samtidig håber hun, politiet holder øje med de kommentarer, folk lægger op på programmets facebookside.
»Vi er desværre i en situation, hvor rigtig mange politikere og meningsdannere er udsat for meget voldsommere trusler, end man har set før i tiden. Delvis på grund af nettet, hvor folk har svært ved at bedømme, hvad der er tilladt, og hvad der ikke er«, siger hun.
Anna Mee Allerslev understreger desuden, at det er vigtigt at huske, at det er et lille mindretal, der kommer med trusler.
»De repræsenterer en meget, meget lille del af de danske muslimer. En meget radikaliseret og ekstrem del, og det er vigtigt at huske«.
»Foreninger skal tage afstand«
Integrationsborgmesteren bliver bakket op af Lars Aslan Rasmussen, der er socialordfører for Socialdemokraterne i Københavns Borgerrepræsentation.
»Det er rystende, at man skal opleve at blive truet, fordi man i 2013 laver et satireprogram. Jeg mener, det er et problem, man som muslim bliver nødt til at tage alvorligt«.
»Derfor mener jeg, det vil være godt, hvis nogen af de muslimske foreninger går ud og siger, at det her er meget alvorligt, og at de tager afstand fra det, siger han«.
Ung kvinde i indvandrersatire: Vi havde ikke forventet så voldsom modstandBefriende at grine sammen
Lars Aslan Rasmussen har selv en far, der er muslim og fra Tyrkiet, og han mener, at nogen af de yngre muslimer bliver mere radikale.
»Derfor er det befriende, at man har en tv-serie, hvor man kan grine sammen, så jeg synes, det er en katastrofe, at de bliver truet«, siger han.
»Det gør, at flertallet af de moderate muslimer bliver skræmt væk, så det er mindretallet, der sætter dagsorden, og det synes jeg, er meget alvorligt. Og det er vigtigt, der kommer nogen på banen«, siger Lars Aslan Rasmussen.
LÆS ANMELDELSE Totalt god perkerhumor giver både danske og nydanske kvinder tørt på
fortsæt med at læse


























