Ung kvinde i indvandrersatire: Vi havde ikke forventet så voldsom modstand

Medier. Sara Al Naser medvirker i satireprogrammet 'Det Slører Stadig'. Her som karakteren Latifah.
Medier. Sara Al Naser medvirker i satireprogrammet 'Det Slører Stadig'. Her som karakteren Latifah.
Lyt til artiklen

Tonen er alvorlig, når DR2’s nye satireprogram ’Det Slører Stadig’ bliver diskuteret på Facebook.

Men det var netop det alvorlige, de medvirkende kvinder gerne ville undgå.

»Det er jo et program, der sætter fordommene på spil gennem satire. Jeg har ingen interesse i at skabe debat og skabe en alvorlig tone«, siger Sara Al Naser, der er en af de fire kvinder, der optræder i programmet.

»Vi har brug for et friskt pust over tingene. Vi vil gerne snakke om de fordomme, der er, vise verden hvem vi er, og hvad vi oplever, men vi vil også have, at folk skal grine med os«, siger Sara Al Naser til politiken.dk.

Modsvar og trusler
Det er fordomme og situationer mellem danskere og indvandrere, der gøres grin med, når de fire kvinder, Sara Al Naser, Ellie Joker, Naghme Ashabi og Ajla Prohic, laver deres satireprogram.

Men det er ikke alle, der synes, det er sjovt.

En gruppe med navnet 'Kaldet til Islam' har lagt en video op på YouTube med titlen 'Modsvar til Det Slører Stadig', og på Facebook har flere skrevet dødstrusler mod de unge kvinder.

Islamister advarer kvinder fra DR-satire: Sjov med islam har konsekvenser

Vigtigt ikke at overdrive
Så sent som i går blev Sara Al Naser stoppet på gaden af en flok unge drenge med anden etnisk baggrund.

»Det er dig, der er med i det der ’Det Slører Stadig’, og du skal have bank«, råbte de ifølge Sara Al Naser.

Men hun blev ikke bange. I stedet vendte hun sig mod dem, smilede og spurgte, om de havde spørgsmål om programmet.

»Det startede med, at de truede mig, men de gik derfra med et smil på læberne. Jeg tror, det er vigtigt, vi ikke føler os bange eller truet og overdriver det fuldstændig, for folk vil ikke gøre os noget ondt«, siger den 20-årige kvinde.

Voldsom modstand overraskede
Sara Al Naser er selv muslim lige som sin familie, der er af jordansk oprindelse, og de har ofte diskuteret ’Det Slører Stadig’ over middagsbordet.

Fra begyndelsen var de enige om, at programmet kunne gøre noget godt, selv om de vidste, at ikke alle ville finde det lige morsomt.

»Selvfølgelig havde vi forventet noget modstand, vi havde bare ikke forventet, at det ville være så voldsomt, som det er«, siger Sara Al Naser, der har spillet teater, siden hun var fem år, men aldrig før har lavet tv.

Hun understreger, at hun og de andre skuespillere ikke er bange. Der er ikke blevet taget nogle forholdsregler efter truslerne, og programmerne vil blive vist som planlagt.

»I forhold til programmet kommer der ikke nogen ændringer, for vi bliver sødere og mere milde i de næste afsnit, så jeg tror ikke, folk vil tage dem så tungt. Der kommer en hel masse sjove historier og nogle ting, som de måske bedre ville kunne acceptere«.

Totalt god perkerhumor giver både danske og nydanske kvinder tørt på

»Laver ikke sjov med islam«

For Sara Al Naser er det vigtigt at understrege, at det er religiøse stereotyper – altså almindelige mennesker – de gør grin med og ikke religionen islam.

»Vi vælger nogle religiøse karakterer, dem er der altså nogen af, og de er ikke hellige. Så det er religiøse karakterer og ikke islam, vi laver sjov med«, siger Sara Al Naser.

Det næste afsnit af 'Det Slører Stadig' vises på DR2 i aften klokken 21.50.

Tatiana Tilly

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her