Vinderpar. Grethe og Jørgen Ingmann synger 'Dansevise' igen efter sejren i det danske melodi grand prix i februar 1963. Herfra gik turen til det internationale grand prix  i London.
Foto: Peer Pedersen

Vinderpar. Grethe og Jørgen Ingmann synger 'Dansevise' igen efter sejren i det danske melodi grand prix i februar 1963. Herfra gik turen til det internationale grand prix i London.

Medier

Danmarks måske bedste bidrag til Melodi Grand Prix er historien om op- og nedture

For 50 år siden stillede Grethe og Jørgen Ingmann op til Dansk Melodi Grand Prix med sangen 'Dansevise'.

Medier

Sange med Grethe Ingmann er blevet genudgivet på cd med mellemrum.

I 2003 udkom Henrik Kristoffersens bog ’Grethe & Jørgen Ingmann’ på forlaget elkjaeroghansen. I 2010 var der i Glassalen i Tivoli premiere på musikforestillingen ’Et solstrejf i en vandpyt’ om Grethe og Jørgen Ingmanns liv og karriere.

LÆS OGSÅ

24-årige Grethe Ingmann og den 37-årige guitarist Jørgen Ingmann var allerede en landskendt duo i begyndelsen af 1963.

Hans jazzinspirerede guitarspil havde siden 1957 akkompagneret hendes fyldige, usentimentale vokal på populære singleplader som ’Slentre gennem regn’ og ’Dagbogen’.

Læste man ugeblade, vidste man også, at sangerinden og guitaristen var gift med hinanden.

Det var de blevet i 1956, og ved den lejlighed havde arbejderpigen og den tidligere syelev Grethe Clemmensen fra Amager skiftet pigenavnet ud med et efternavn tilhørende en allerede etableret musiker, der var vokset op i en middelklassefamilie på Bellahøj og havde forelsket sig i jazzmusikken i sin tidlige ungdom.

Helt ovre i Amerika kendte de lyden af Jørgen Ingmann. I 1961 havde den gerne nydeligt klædte og temmelig blufærdige guitarist hittet i Nordamerika med instrumentalnummeret ’Apache’.

Men selv om duoen var et kendt navn, skulle tilfældighederne spille ind, før Grethe og Jørgen Ingmann i begyndelsen af 1963 først kom til at optræde ved årets udgave af Dansk Melodi Grand Prix med ’Dansevise’.

I sidste øjeblik
Sangen var nær ikke blevet skrevet, men den endte med at skabe overskrifter i ind- og udland i 1963 og følge Grethe Ingmann gennem hele hendes karriere. Hun sang den, hver eneste gang hun optrådte, og den fik et højt respekteret eftermæle.

Så sent som om morgenen inden deadline for at aflevere sange til Danmarks Radio var der ingen ’Dansevise’.

Det var i slutningen af 1962. Komponisten Otto Francker og tekstforfatteren Volmer-Sørensen havde tidligere samarbejdet om sange til Dansk Melodi Grand Prix, men det år havde de endnu ikke skabt et nummer og, som reglerne påbød dengang, afleveret det mulige grandprixbidrag som tekster og noder.



I modsætning til i dag kunne man ikke lade kunstnere indspille numrene på forhånd, husker dansk popmusiks radiovært Jørgen de Mylius:

»Man skulle aflevere sit bidrag klokken 12 hos Danmarks Radio. Først ved 10-tiden om formiddagen, den dag der var deadline, kom Otto Francker op i den lejlighed på Gråbrødre Torv i København, hvor sangerinden Grethe Sønck boede sammen med sin mand Volmer-Sørensen«.

LÆs OGSÅ Alle tiders Grand Prix-sang

Jørgen de Mylius har hørt nu afdøde Grethe Sønck fortælle om den dag på Gråbrødre Torv. Otto Francker havde komponeret melodien på sit klaver, kom med noderne til den, spillede den for Volmer-Sørensen og spurgte ham, om han troede, den kunne bruges til noget.

Det mente Volmer-Sørensen ’dælme nok’, den kunne, fortæller Jørgen de Mylius. Volmer-Sørensen havde i øvrigt allerede afleveret adskillige bidrag til det års danske melodigrandprix og endte faktisk med at deltage i konkurrencen med fire tekster.

Men da han den formiddag hørte Otto Franckers melodi, mens sekunderne talte ned til deadline for aflevering, havde han mod på at gøre endnu et forsøg.

Han lagde sig på køkkengulvet hjemme i lejligheden, skrev teksten ’Dansevise’ og fik den afleveret hos Danmarks Radio blot 2 minutter i 12.


For god til grand prix
I ugerne derefter vurderede et bedømmelsesudvalg udpeget af medlemmer af underholdningsafdelingen i Danmarks Radio samt revy-, komponist- og forfatterforeninger alle de indsendte sange.

Der var 404, oplyser Jørgen de Mylius i sin bog fra 2001 om Dansk Melodi Grand Prix. Otte numre blev valgt ud, hvorefter underholdningsafdelingen holdt møder og pegede på, hvilke solister man kunne tænke sig.

Gitte Hænning, Dario Campeotto, Birthe Wilke, Grethe Sønck og den dengang unge og nye Bjørn Tidmand var sammen med parret Grethe og Jørgen Ingmann blandt de valgte kunstnere.

Inden Grethe og Jørgen Ingmann indvilgede i at deltage, kom parret frem til, at melodien næppe havde en chance i den sammenhæng – de mente, at den var for god til melodigrandprix. I sammenligning med typiske danske melodigrandprix-sange skilte ’Dansevise’ sig ud ved ikke at være banal.

Det var en heltemodtagelse i stil med dengang i 1992, da fodboldlandsholdet kom hjem efter at have vundet EM



Men ja takkede de alligevel, og 20. februar 1963 kunne Danmarks Radio i en pressemeddelelse offentliggøre, at ’Dansevise’ var blandt de konkurrerende sange.

Fire dage senere optrådte solisterne i Tivolis Koncertsal med deres sange. Både fjernsyn og radio kunne rapportere, at dommerkomiteen bestående af 10 medlemmer havde givet flest point til ’Dansevise’.

I pressen og blandt publikum i Tivolis Koncertsal vakte det nok så stor opmærksomhed, at Volmer-Sørensen havde skrevet ikke blot vindersangens tekst, men også teksterne til sangene, der blev placeret som nummer 2 og 3.

På Politiken var reaktionen på arrangementet ikke begejstret. Ganske vist blev det noteret af en skribent i avisen 25. februar 1963, at »ordene til Jørgen og Grethe Ingmanns udmærkede vindernummer med melodi af Otto Francker egentlig var helt rimelige«.

Til gengæld havde avisens medarbejder ikke meget tilovers for Volmer-Sørensens øvrige bidrag i en artikel, der bar overskriften ’Hvor er det hele dog sørgeligt’.


På toppen af hitlisten
Otto Franckers blidt dansende melodi, Volmer-Sørensens tekst nedfældet i en hastig, inspireret skrivestrøm samt Jørgen Ingmanns signifikante elguitarspil og den yndige Grethe Ingmanns bløde stemme vakte dog umiddelbart Jørgen de Mylius’ fascination.

Som næsten nyansat i Danmarks Radio husker han, at han ivrigt spillede sangen for lytterne, og at den kom til at ligge på toppen af hans program ’Top 20’ i et års tid:

»Måden at sætte akkorderne sammen på og den fine tekst gjorde den til en usædvanlig dansk popsang. Det var en bemærkelsesværdig dansk melodigrandprix-sang, men i det hele taget en usædvanlig god dansk slager. Efter min mening var den melodi Otto Franckers store genistreg«.



Sangens succes herhjemme blev ifølge Jørgen de Mylius ikke ringere af, at solisterne var fru Ingmann i front med fint opsat hår og specialsyet kjole og hendes lidt generte mand i baggrunden.

Teksten er noget særligt fra allerførste linje. Som Jørgen de Mylius siger, er der måske ikke noget epokegørende i at få øje på »et solstrejf i en vandpyt«. Men at indlede en popsang med de ord er ualmindelig fin poppoesi.

Lagde gaderne øde
Lørdag 23. marts 1963 skulle det så vise sig, om Grethe og Jørgen Ingmanns optræden med ’Dansevise’ også kunne rive et udenlandsk publikum med.

Om aftenen fra klokken 22 til 23.30 dansk tid transmitteredes det europæiske Melodi Grand Prix direkte fra London på tv i Danmark, hvor udsendelsen ifølge Jyllands-Posten »standsede alt udendørsliv« i et omfang, så avisen måtte ty til sammenligning med »de bevægede aftener, da udsendelserne til fordel for u-landshjælpen fandt sted«.

Gaderne var tomme, de offentlige transportmidler kørte uden passagerer, og biograferne solgte stort set ikke billetter, mens Melodi Grand Prix blev sendt.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Og som Jørgen de Mylius erindrer, var det nok så nervepirrende lige ved at ende med, at Danmark gik af med en 2. plads efter vinderen Schweiz:

»I første omgang skete der det, at juryen i Norge lavede en bommert, så Schweiz fik flest point. Imidlertid lykkedes det at udrede fejlen, tælle pointene rigtigt op, og så viste det sig, at Danmark havde vundet!«.

Bagefter mente nogle, at Norge havde arrangeret det, så nabolandet Danmark vandt. Der kom faktisk også en klage til European Broadcasting Union.

Klagen blev dog afvist, og Jørgen de Mylius er da også den dag i dag overbevist om, at optællingen til sidst gik rigtigt for sig, og at nordmændene ikke gav ’Dansevise’ flest point for at tækkes danskerne. Danmark fik da også sejren. Til danskernes enorme jubel.

Og os to – hvad med os to?
Da Grethe og Jørgen Ingmann tog hjem fra London som vindere, kunne de ikke vide, at ’Dansevise’ ville blive deres mest berømte øjeblik. Gennem resten af 1960’erne havde de flere hits, hvor hans delikate, avancerede guitarspil og følelsesdybderne i hendes varme sangforedrag sammen næsten sprængte rammerne for den nemme, forglemmelige slagergenre.

»Der var altid mere, ja, næsten for meget på spil, når Grethe Ingmann sang sig ud og ind«, som Torben Bille i 2010 skrev i en artikel på sin blog.

Med tiden voksede Jørgen Ingmanns sceneskræk, og nogle år efter at parret blev skilt i midten af 70’erne, trak han sig i 1984 helt tilbage.

I 1975 udkom Grethe Ingmanns soloplade ’Lige nu’, som i virkeligheden var hendes – meget fine – betragtninger over skilsmissen.



Både i 1978 og i 1979 var hun i konkurrence i Dansk Melodi Grand Prix uden at vinde. Hendes karriere var støt på vej nedad.

Da andre popsangere som Anne Linnet, Sanne Salomonsen og Lis Sørensen overtog popscenen i 1980’erne, var der ikke længere så ofte bud efter Grethe Ingmann.

Hendes sidste plade, ’Hej igen’, udkom i 1985. Da boede hun i sit hus i Asserbo og havde ifølge Torben Bille »med stadig længere mellemrum« job ved byfester og i tivolier.

Dertil kom, at alkohol påvirkede hendes tilværelse, hvad hele landet kunne se, da hun, som Torben Bille formulerer det, »ret overrislet deltog i det direkte TV 2-program ’Eleva2ren’ i 1990«.

Få måneder senere døde hun, blot 52 år gammel. Hundredvis af fans deltog i begravelsen i Filips Kirke på Amager.


Legendarisk sange
Grethe Ingmanns format som sanger er siden blevet husket i forbindelse med genudgivelser af musikken og nyfortolkninger af sangene.

Hendes jazzindspilninger fra slutningen af 50’erne og hendes popsange er blandt de genudgivne sange.

Jørgen Ingmann er i øvrigt også blevet genudgivet som solist. Da han i 2005 fyldte 80 år, blev der udsendt fire cd’er med ham og hans guitar. Et af numrene er en instrumentalversion af ’Dansevise’.

Både i hans og Grethe Ingmanns historie og i historien om Dansk Melodi Grand Prix har ’Dansevise’ en særlig og rørende plads.

Den blev udgivet på et utal af parrets album.

I 1967 indspillede Jørn Grauengaards orkester en instrumental version, og Lars H.U.G. er en af dem, der har fortolket den – på pladen ’Kopy’ i 1989.

Måden at sætte akkorderne sammen på og den fine tekst gjorde den til en usædvanlig dansk popsang

Det er, som om den sang fanger et splitsekunds nådigt overgivne og smertefuldt sviende sværmeri.

Med et citat fra teksten rammer den lige der, hvor »livet begynder sit spind i dit sind«.

Spontan heltemodtagelse

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Alle de følelser kunne et internationalt og ikke danskkyndigt publikum kun ane, da ’Dansevise’ vandt i London i marts 1963.

Dagen efter sejren tog Volmer-Sørensen og Otto Francker hjem til København, hvorimod Grethe og Jørgen Ingmann først kom hjem efter at have sunget ’Dansevise’ for belgisk tv samt indsunget den i studieversioner på både dansk, tysk og engelsk. Da parret landede i Kastrup lufthavn mandag aften 25. marts 1963, fik det en folkelig modtagelse uden lige i dansk pophistorie.

LÆS OGSÅ

Som Jørgen de Mylius gør opmærksom på, var der ikke arrangeret nogen formel velkomst i Kastrup. Folk havde bare sørget for at opspore, hvornår Grethe og Jørgen Ingmann landede, og såvel fans i tusindtal som kolleger og presse mødte op i lufthavnen.

»Det var en heltemodtagelse i stil med dengang i 1992, da fodboldlandsholdet kom hjem efter at have vundet EM«, siger Jørgen de Mylius.

To gange måtte Grethe og Jørgen Ingmann på opfordring synge og spille ’Dansevise’ i ankomsthallen i lufthavnen. Det blev bestemt ikke deres sidste optræden med den.

Indtil hun døde, var det ganske simpelt ifølge Jørgen de Mylius utænkeligt, at Grethe Ingmann optrådte uden at synge sin sandsynligvis allermest populære sang.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce