Midt i den berettigede begejstring for tv-seriernes guldalder er en af de mest slidte fraser blevet den om tv-serierne som ’vor tids romaner’ – i betydningen ’den store samtidsroman’, de er prismen, vi forstår os selv og hinanden igennem. Det er på en måde passende i en tv-domineret tid og en anelse bekvemt. Alt andet lige er det lettere at kunne indtage et sociologisk tværsnit af samtiden horisontalt på divanen end at tygge sig igennem en ordrig proteinbombe fra Jonathan Franzen i PH-lampens skær. Men der er jo også en vis forskel. Uroligt og utroligt De fantastiske – og det er de virkelig! – tv-serier som den velkomponerede samfundsskildring ’The Wire’ eller den politiske dialog-akrobatik i ’West Wing’ beretter naturligvis om menneskers kamp i samfundet og viser med virtuost overlappende fortællestrukturer skjulte sider af verden.
Men det eksistentielle sug, der i de store romaner skubber til vores fastfrosne forestillinger, bliver ofte passet og plejet i mindre sidehistorier.
