Få avisen leveret hele julen: 15 aviser for kun 199 kr.

Inspiration. Adskillige kunstnere og deres værker er gennem tiden blevet nævnt som mulig inspiration til vold. På billedet thriller-instruktør Ole Bornedal.
Foto: JACOB EHRBAHN, arkiv

Inspiration. Adskillige kunstnere og deres værker er gennem tiden blevet nævnt som mulig inspiration til vold. På billedet thriller-instruktør Ole Bornedal.

Medier

Bornedal: Det vanvittige i kunsten er et sundhedstegn

Trods Norge-tragedien skal kunstnere skal ikke skrue ned for det voldsomme, mener filminstruktør.

Medier

I januar 1998 fik den amerikanske matematikprofessor Ted Kaczynski, også kendt som ’Unabomberen’, livstidsstraf for de brevbomber, han sendte til universiteter og flyselskaber i USA fra slutningen af 1970’erne frem til midten af 1990’erne.

Hans brevbomber tog livet af tre personer og sårede 23. Og FBI mente, at han blev inspireret til sine forbrydelser ved at læse Joseph Conrads roman fra 1907, ’Den hemmelige agent’, en satirisk og politisk historie om en professor og agent, som får til opgave at bombe observatoriet i Greenwich.

Conrads fiktive hovedperson og Kaczynski var blandt andet enige om, at moderne teknologi er af det onde. Og Kaczinsky brugte navnet Conrad som et alias, når han tjekkede ind på billige moteller i Sacramento-området i Californien, imens han var af sted på sine bombeekspeditioner.

Besat
FBI var på sporet af forbindelsen mellem Conrads anarkistiske og fiktive professor og virkelighedens Kaczinsky, og i 1995 opsøgte de Conrad-forskere i USA for at høre, om de kendte til nogen akademisk enspændertype, der strejfede omkring på deres universiteter og mindede om fiktionens kemiprofessor.

Kaczinsky blev først arresteret ved sin hytte i Montana i 1996, hvor han levede som eneboer, efter en af de længste og dyreste menneskejagter i FBI’s historie.

Når man i kunsten udstiller det groteske, får det groteske et ventileret afløb.

»Der er slående ligheder mellem Kaczynski og Conrads fantastiske, men tossede gør det selv-bombefremstillende hovedperson. Kaczynski havde muligvis udviklet en besættelse og mente, at han skulle udleve Conrads fiktive anarkists bedrifter«, skrev canadiske Globe and Mail umiddelbart efter retssagen.

Forfatteren Joseph Conrad døde i 1924 og kan derfor ikke have haft den fjerneste anelse om, at hans roman muligvis inspirerede Kazcinsky til hans i alt 16 brevbomber.

Men da Anders Behring Breivik fredag 22. juli blev anholdt på Utøya efter nedskydningen af 69 fortrinsvis unge mennesker, fremgik det af hans Facebookprofil, at Lars von Triers film ’Dogville’ stod som nummer tre på listen over hans yndlingsfilm.

Intet ansvar
I slutningen af filmen lader hovedpersonen Grace (Nicole Kidman) sin fars gangsterbande myrde hele den landsby, der har misbrugt hende.

»Jeg har det vanvittigt dårligt med at tænke på, at ’Dogville’, som ellers i mine øjne er en af mine mest vellykkede film, skulle have været en slags drejebog for ham. Det er rædselsvækkende«, sagde den danske filminstruktør i Politiken.

Men kunstnere og deres værker er hverken mere eller mindre ansvarlige for forbrydelser end alle andre, der lever og ytrer sig i et demokratisk samfund, mener Svend Brinkmann, der er psykologiprofessor på Aalborg Universitet og forsker i skyld, ansvar og moral.

»Nogle vil måske mene, at kunsten repræsenterer en art frirum fra almindelige moralske fordringer og ansvar, hvor man kan tillade sig hvad som helst. Det mener jeg ikke. Men omvendt er der heller ikke grund til at mene, at de skulle være særligt ansvarlige. Og samfundet er bedre tjent med, at vi har kunst, der tør tematisere vold og brutalitet som fænomener, vi skal forholde os til, end hvis der kun blev lavet nydelige æstetiske ting«, siger han.

Skal reflektere samfundet
Der er også grund til at skelne mellem, at noget kan inspirere, og at nogen kan drages til ansvar, mener Brinkmann.

»Hvis en kunstner lader sig inspirere af Picasso, kan man jo heller ikke sige, at Picasso er ansvarlig for, hvordan den kunstner maler nu. Man er selv ansvarlig for, hvad man siger og gør. Men vi kan ikke drages til ansvar for, hvad andre gør som en konsekvens af, hvad vi siger og gør«.

Kunsten har til opgave at reflektere samfundet. Og trods civilisationen lever vi i et samfund, der stadig har voldelige og brutale sider. Og hvis vi ikke har lov at undersøge dem kunstnerisk, er vi ilde stedt.

»Og så er der altså ikke så meget at gøre ved, hvis nogen bliver inspireret af de beskrivelser og undersøgelser af vold og brutalitet, som kunsten leverer«, siger Svend Brinkmann.

Kubricks voldsporno
Da den 16-årige britiske Richard Palmer i 1972 stod anklaget for mordet på en vagabond i Bletchley i 1972, mente anklageren, at teenageren var inspireret af Stanley Kubricks kontroversielle film ’A Clockwork Orange’ fra 1971.

Filmen er en udforskning af vold i samfundet og handler om teenageren og hooliganen Alex (Malcolm McDowell), der samvittighedsløst myrder, stjæler og voldtager. Siden gennemgår han psykiatrisk behandling, der gør ham ude af stand til at udøve voldelige handlinger.

Ingen kan forudsige, hvad en forgiftet hjerne kan finde inspiration i.

Filmen blev trukket tilbage i Storbritannien efter stor debat om de voldelige scener og forlydender om flere voldelige overfald inspireret af filmen. Blandt andet skulle en nonne være blevet udsat for gruppevoldtægt i Poughkeepsie, USA, hvor gerningsmændene var klædt som hovedpersonen Alex.

’A Clockwork Orange’ bygger på den britiske forfatter Anthony Burgess’ roman af samme navn fra 1962. Kort før sin død i 1993 skrev han i Politiken:

»Kubrick og jeg blev anklaget for at have brygget et stykke voldsporno sammen. Men hvis ’A Clockwork Orange’ kan fordærve sit publikum, kan Shakespeare og Bibelen så ikke også?«.

Det groteske som sundhedstegn
Men at en teenager myrder en vagabond, eller at en nordmand dræber 69 unge mennesker på Utøya, bør ikke få kunstnere til at skrue ned for det voldsomme eller bizarre i deres værker, mener filminstruktør Ole Bornedal, som i 1994 instruerede den danske gyser ’Nattevagten’ og lige nu er ved at lægge hånd på den amerikanske gyserfilm ’Possession’.

Ingen af os havde kunnet udtænke et plot så ondt som det, der skete i Oslo og på Utøya.

»Når man i kunsten udstiller det groteske, får det groteske et ventileret afløb. Det er ligesom skrigeterapi – man får det ud. Så på den måde er det vanvittige i kunsten et sundhedstegn. Det er kun én ud af en milliard, der går amok på den måde, som Breivik gjorde. Og det findes der måske ikke ret mange forklaringer på. Sådan er det bare. Det er en del af menneskelivet, at der indimellem sker noget fuldstændigt tosset. Hverken ’Dogville’ eller ’Min søsters børn’ kan være årsag til så stor terrorvirksomhed«, siger Bornedal.

Besat af Manson
I 2005 blev en 16-årig skotsk dreng dømt for mordet på sin 14-årige kæreste Jodi to år tidligere.

Drengen var angiveligt meget optaget af kunstneren og musikeren Marilyn Manson, som blandt andet har lavet akvarelmalerier af det berygtede ’Black Dahlia’-mord i Hollywood i 1947. Her blev den unge skuespillerinde Elisabeth Short myrdet og lemlæstet.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Og i 2005 lignede den 14-årige Jodis kvæstelser dem, man kunne se på Marilyn Mansons akvarelmalerier.

»Jeg tror, du bar på et billede af de malerier i dit hoved, da du myrdede Jodi«, sagde dommeren i sagen ifølge news.scotsman.com.

Dommeren tildelte den 16-årige Luke Mitchell livstidsstraf. Men Marilyn Manson afviste at have inspireret den unge skotte til mordet på sin veninde.

»Det handler ikke om at give andre skylden, det handler om, hvilken opdragelse forældre giver deres børn, og den indflydelse, de vokser op under«, sagde kunstneren og musikeren dengang.

Epidemisk klitorisafklipning
Ud over ’Dogville’ har den norske terrorist også været optaget af tv-serien om seriemorderen ’Dexter’ og af computerspillet ’Call of Duty: Modern Warfare 2’. Men ingen af disse gør nogen til massemorder, mener krimiforfatteren Susanne Staun, der senest udgav thrilleren ’Døderummet’ i 2010, hvor en seriemorder er på spil.

»Jeg har tidligere skrevet en roman om en mor, der i resignation over skæbnens dom over hendes liv myrder sit eget barn og sig selv, og jeg tænkte ikke et sekund på, at nogen kunne blive inspireret til at gøre det samme. Det ville have påvirket mig dybt, hvis det havde været tilfældet, men det ville ikke have ændret på, hvad jeg senere ville vælge at skrive om«, siger hun.

For hvis et menneske er skrøbeligt og ødelagt nok til at finde inspiration i et sådant forløb, ville vedkommende være i stand til at lade sig påvirke af hvad som helst, han eller hun måtte læse i en hvilken som helst avis i verden, der ifølge Staun »hver dag serverer inspiration for enhver smag og psykose«.

»Hvis klitorisafklipning var blevet epidemisk efter ’Antichrist’, og ’Saw’-serien havde givet anledning til flere tilfælde af druknedød ved fordærvet gris, så havde diskussionen været en anden«, siger hun.

Terrorhandlingen i Norge er ifølge Staun et traume, der vil blive bearbejdet i litteraturen – og ikke kun i kriminallitteraturen. Men hun tror ikke, at det vil få en restriktiv indflydelse på stoffet.

»Kunstnere har den modsatte forpligtelse – nemlig at afsøge så langt, som deres eget mod fragter dem. Ingen kan forudsige, hvad en forgiftet hjerne kan finde inspiration i«.

»Enhver, der reelt eller irreelt føler sig trængt op i en krog og ingen grænser har, vil finde en bombastisk reaktion, og der vil altid være masser af inspiration at hente overalt i virkeligheden. Og et psykotisk menneskes fantasi er langt mere betændt end den gennemsnitlige forfatters«, siger hun.

Koreograferede skoleskyderier
De to teenagedrenge Eric Harris og Dylan Klebold, der – iført sorte trenchcoats og en forkærlighed for computerspil som ’Doom’ og ’Quake’ – 20. april 1999 skød og dræbte 12 elever og lærere og sårede yderligere 24 på Columbine High School i USA, lyttede også jævnligt til Marilyn Mansons musik. Og afsluttede massakren med at skyde sig selv.

Efter massakren på Columbine High fulgte en stribe skoleskyderier i USA. Det voldsomste fandt sted 16. april 2007, hvor en 23-årig sydkoreansk studerende skød og dræbte 32 personer på Virginia Polytechnic Institute, inden han begik selvmord.

Hvis en kunstner lader sig inspirere af Picasso, kan man jo heller ikke sige, at Picasso er ansvarlig for, hvordan den kunstner maler nu.

Og mens kunsten ikke kan bære ansvaret for forbrydelser i virkeligheden, så er der ingen tvivl om, at virkelige forbrydelser virker inspirerende, mener Svend Brinkmann.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Et skoleskyderi ét sted inspirerer til skoleskyderier andre steder. Og den voldsæstetik, Anders Breivik anvendte til at iscenesætte sig selv på fotografier, hvor han står i uniform og med våben i hånden, er en genre, han har kopieret fra andre forbrydere. Både ham, der skød på Virginia Tech, og de to teenagere på Columbine High uniformerede sig og tog billeder af sig selv. Der er efterhånden en slags koreografi for, hvordan en sådan praksis skal udleves. Men man skal passe på med ikke at gøre det æstetiske ansvarligt for volden«, siger han.

Altid bagud
Ifølge Peter Thorsboe, der sammen med Mai Brostrøm har forfattet tv-serierne ’Rejseholdet’, ’Ørnen’ og ’Livvagterne’, og som lige nu er i gang med at skrive en europæisk politiserie, har man som forfatter en forpligtelse til at skrive, hvor slem verden er, og hvad den rummer.

»Men virkeligheden overgår jo langt forfatterens fantasi. Ingen af os havde kunnet udtænke et plot så ondt som det, der skete i Oslo og på Utøya. Og ingen forfatter kunne have udtænkt holocaust, før det fandt sted. Så dem, der laver fiktion, er altid bagud. Jeg har aldrig haft tanken om, at det, vi skriver, kunne inspirere nogen til at gå ud og gøre noget i virkeligheden. Men jeg forstår da godt, at Lars von Trier får den eftertanke og reflekterer over det«, siger han.

»Men jeg tror, der skal stærkere ting end et kunstnerisk udtryk til at opildne folk til den slags«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce