Den krig, der har stået på i Sydlibanon siden oktober 2023, og som de seneste måneder har bragt israelske tropper længere og længere nordpå, er mere end bare endnu en episode i Israels lange konfrontation med Iran og Hizbollah. Vist har områdets beboere været fordrevet før. De er altid vendt hjem.
Men vil israelerne trække sig tilbage denne gang? Selv hvis de gør, vil Sydlibanons beboere mange steder vende tilbage til en brændt jord: omfattende ødelæggelser af byer og natur, der i skala begynder at minde om Gaza. Det er selve Libanons geografi, der bliver forandret, vansiret af en nådesløs krig, der ikke har udsigter til at stoppe.
Syden har en særlig status i Libanon. Det Syd, der lige nu er under angreb, og hvis omkring en million beboere gennemlever deres værste mareridt. Jeg har besøgt området mange gange i de år, jeg har boet i Libanon. Som de fleste steder i landet med den utroligt rige historie stikker oldtidsminder op i smukke landskaber, blandt sekterisk blandede byer og ruiner og monumenter, der minder om borgerkrigen fra 1975 til 1990.
Sydlibanon er mindre bebygget, mere vildt, mere grønt og mere ureguleret end meget af landet. Det har siden 1960’erne været en konfliktzone for krige med Israel, først palæstinensiske militser og siden modstandsbevægelsen i 1980erne, der både talte shiitiske og sekulære grupper. Først og fremmest har det været skueplads for Hizbollahs lange kamp med deres sydlige nabo, der har stået på siden 1982.
Syden er et fattigt, ureguleret, men også stolt terræn, hvor indbyggerne er bevidste om deres historie. For shiaislam er det centrale område omkring byen Nabatiyah, der kaldes Jabal Amil, Amil-bjerget, utrolig vigtigt.
Det anses som arnestedet for en gren af shiaislam og var i middelalderen et center for lærdom. Inden iranske byer som Najaf og Qom blev shiismens hjerteland, var Jabal Amil hjemsted for de største shiitiske skoler, eller hawzaer. Ligesom andre bjergrige egne i Libanon kunne minoriteter ofte leve i relativ fred og autonomi.
Derfor er området også hjemsted for andre små sekter, som druserne og de melkitiske kristne, en græsk-katolsk retning, der hører under Paven, men bevarer østlige traditioner, en selvstændig patriark og liturgi på arabisk og græsk.
Syden – al-Janoub – er et ord, der skaber billeder i hovedet på libaneserne. Det er mere end alle andre landsdele en mental geografi. Man forbinder det selvfølgelig med Hizbollah, der ligesom i Beiruts sydlige forstæder og Bekaa-dalen er synligt i kontrol.
Krigen føles som så afgørende, fordi selve Hizbollahs magt er på spil. For nogle i de finere kvarterer i Beirut har Syden en snært af vulgær underklasse, der ikke kun har at gøre med Hizbollah og shiitisk magt, men også om deres forestillinger om dannelse og kultur. Mange venstreorienterede dyrker områdets autenticitet og sydens modstand mod Israel.
Hvor starter denne geografi? Groft sagt efter den store sunnimuslimske by Sidon. Her begynder landskabet at blive grønnere og befolkningen mere overvejende shiitisk. Kystvejen fra Sidon til Tyre – den ældgamle fønikiske by med tilnavnet Havets Dronning – er en gradvis overgang til det ægte Janoub.
Vegetationen bliver tættere i det frodige landskab omkring floderne Zahrani og Litani, og man aner bjergene mod øst, først Jabal Amils bakker og højdedrag, og kører man længere ind i landet, troner Jabal al-Sheikh, Hermon-bjerget, på grænsen til Israel og Syrien. Bjerget med den snedækkede top er opkaldt efter en sheikh, fordi det minder om en klog gammel mand med hvidt hår, der skuer ud over Sydlibanon. Når man krydser Qasmiya-broen over floden Litani, er man officielt ankommet.
Lige nu kan man ikke krydse broen, for Israel sprængte den i luften i marts sammen med de otte andre broer, der forbinder Syden med resten af landet. Siden da har titusinder af desperate flygtninge måttet finde andre ruter ud, igennem vandløb og over bifloder.
Når der bliver erklæret våbenhvile, søger folk tilbage til deres huse. Med livet som indsats, for krigen bryder ud igen, de israelske droner hænger i luften, jagerfly dukker op med deres raketsortie ud af det blå, og hundredvis af civile dør hver uge.
I mere fredelige tider har jeg med venner krydset rundt her på de små veje for at besøge ældgamle kulturbyer som den kristne Marjayoun, den shiitiske Nabatiyeh, og den drusiske Hasbaya.
Før år 2000, da Israel opgav deres 18-årige besættelse af Sydlibanon, kunne man ikke komme hele vejen til grænsen. I starten af 2000-tallet blev det en slags turistattraktion at tage hele vejen derned og skue ind i Israel, der ved Fatima Porten, grænseovergangen ved Kfar Kila, hvor den palæstinensiske stjerneforfatter Edward Said under stor mediebevågenhed smed en sten ind mod Israel.
Der bliver ikke smidt flere sten fra Fatima Porten. Hele området på ca. 10 kilometer fra grænsen og op til byer som Khiam og Bint Jbail er nu erklæret en ’gul zone’ af Israel, som hæren er ved at omdanne til en permanent sikkerhedszone, der skal gøre det umuligt for Hizbollah eller andre at angribe ind i landet.
Denne zone, som mange libanesere er bange for vil blive til en de facto-annektering, er blevet gennemført gradvist siden november 2024, hvor Israel og Hizbollah efter mere end et års krig underskrev en våbenhvile. På dette tidspunkt var Hizbollah efter hårde kampe blevet tvunget væk fra grænsen, og deres karismatiske leder Hassan Nasrallah var blevet dræbt. Det gjorde det muligt for Israel at etablere militærposter langs grænsen og gå i gang med en systematisk ødelæggelse af Hizbollahs infrastruktur.
Den destruktion fortsætter siden marts i år længere og længere nordpå. I april indtog Israels hær en af Hizbollahs sydlige hovedsæder, byen Bint Jbail, som de siden gik i gang med at destruere. Her er ikke tale om collateral damage, ødelæggelser i forbindelse med kampe, men organiseret destruktion af en by på størrelse med Helsingør.
Satellitoptagelser viser, at over 90 procent af byen er ødelagt og mange steder blevet sprunget i luften med dynamit, præcis som man har gjort det mange steder langs grænsen. Over 60 byer og landsbyer er forsvundet fra kortet helt fra Middelhavskysten til den syriske grænse mod øst.
Den fjerde Genèvekonvention forbyder ødelæggelse af civil infrastruktur uden for kamphandlinger, og Israel kan, også her, stå anklaget for krigsforbrydelser. Siden marts har Israel dræbt mere end 30 journalister i Libanon, over 500 kvinder og børn og ødelagt omkring 36.000 huse, mange af dem ved at sprænge dem i luften efter kamphandlinger.
Hvordan er det at leve i sådan et helvede? Venner fra Syd fortæller mig om konstant angst for deres familie og venner, manisk tjek af online kort over angreb, håbet om at krigen slutter snart, frygten for nye kampe.
Seneste gang jeg besøgte Libanon, var for et år siden. Jeg sad ved siden af en dansk-libanesisk familie i flyveren. Den unge far var synligt nervøs, og vi snakkede om situationen. De skulle besøge hans familie i Qana tæt ved grænsen. På det tidspunkt var der stilstand i kampene, men de forventede, at et angreb enten fra Iran eller fra Israel var forestående, og det kunne igen bringe Hizbollah i direkte kamp og gøre Syden farlig. Ville de komme hjem til København i god behold med deres lille barn? Jeg prøvede at berolige dem.
Men det gik nogenlunde som de havde frygtet, for et par dage efter jeg ankom, angreb Israel den iranske atomfacilitet i Natanz, og Iran skød missiler mod Israel, dog uden at Hizbollah blev direkte inddraget i den omgang. I stedet kunne vi sidde og følge med fra Beirut, imens de iranske raketter fløj ind i Israel og de israelske droner summede faretruende over os. Jeg tror, min sidemakker kom sikkert hjem, men for folk i Syden er det kun blevet værre siden da, for krigen er fortsat.
Det er muligt, at forhandlingerne mellem Trump og iranerne kan dæmpe kampene i Libanon. Den libanesiske regering har de seneste uger forhandlet direkte med Israel i Washington og aftalt, at Hizbollah ikke skal have lov at operere militært i området syd for Zahrani-floden, 40 kilometer fra grænsen.
Problemet er, at Hizbollah ikke er indforstået med den aftale. De stoler ikke på våbenhviler, som israelerne konsekvent har brudt siden november 2024. Og de afviser at lade sig afvæbne af den libanesiske hær. Parlamentet vedtog tidligere i år, at gruppen skal nedlægge alle sine våben, men det går trægt med at gennemføre loven. Faren for en militær konfrontation med Hizbollah, der også kunne få hæren til at splitte langs sekterisk skel, vejer tungere end ønsket om at løse problemet hurtigt.
De seneste måneder har også vist, at situationen i Libanon ikke er løst ved, at Iran og USA forhandler. Selv om en våbenhvile i Libanon flere gange er blevet erklæret, er kampene blusset op.
Hizbollah mener, at Israels invasion, som den libanesiske stat ikke responderer på, retfærdiggør deres rolle som modstandsbevægelse. Jo dybere Israel trænger ind, jo mere legitim bliver deres kamp i egne øjne. Og deres offensive kapacitet har vist sig at være større, end israelerne forventede.
Raketangreb ind i Nordisrael er fortsat, selv om israelerne har ødelagt tusinder af raketter og ramper. Samtidig har deres droner med fiberoptiske kabler vist sig at være temmelig effektive. Efter Hizbollahs eget skøn har de ødelagt mere end 100 israelske Merkava-tanks, det største antal siden 1982. Måske har de dræbt tæt på 50 israelske soldater, selv om israelerne selv siger, at tallene er lavere. Faktum er, at Hizbollahs guerilla-taktik virker, og at de ikke er gået op i limningen eller forsvundet fra Sydlibanon, sådan som Israels ministerpræsident, Benjamin Netanyahu, havde håbet.
Fra hans perspektiv er det afgørende at føre krigen videre, indtil man har svækket Hizbollah militært og tvunget dem til at lade sig afvæbne. Også selv om præsident Trump har bedt ham minimere angrebene, for at amerikanerne kan afslutte krigen mod Iran. Iranerne har gjort fred i Libanon til et krav for at genåbne Hormuzstrædet. Hvis det lykkes dem at koble Sydlibanon og Hormuz, vil de og Hizbollah kunne fremstille det som en sejr for modstandskampen. Spørgsmålet er, om Trump har nok kontrol over Netanyahu til at gennemtrumfe et fuldt stop eller snarere kun en delvis våbenhvile, som den der har været i kraft siden 2024, hvor angrebene alligevel er fortsat.
Midt imellem de krigende parter står den libanesiske regering, hvis ledere, præsident Joseph Aoun og ministerpræsident Nawaf Salam, hverken kan forsvare eget territorium, afvæbne den store milits, eller veksle deres diplomatiske forbindelser i Paris og Washington til en international beskyttelse. Mange libanesere er mere end trætte af situationen og støtter op om regeringens plan om at afvæbne Hizbollah. Men samtidig kan de konstatere, at en fremmed magt bomber deres land, uden at regering og hær reagerer.
Det er den militære og politiske virkelighed. Den menneskelige virkelighed, som tit er usynlig i de politiske analyser, er at cirka en femtedel af Libanon er blevet tømt for det meste af dets befolkning – op imod en million mennesker. Samtidig lider naturen i området så stor og langsigtet skade, at Greenpeace og en række lokale naturbevaringsgrupper, der monitorerer situationen, mener, at der er tale om økomord (ecocide), særligt i området syd for Litani-floden.
Israels brug af hvid fosfor og andre kemiske våben, der ødelægger landbrug og skov, systematisk ødelæggelse af landsbyer og større byer som Bint Jbail og ødelæggelsen af civil infrastruktur giver tilsammen et gruopvækkende billede af et landskab, der er ved at blive forvandlet til en ruinhob.
Den israelske finansminister, Bezalel Smotrich, har opfordret til at omdanne Sydlibanon til et nyt Gaza, imens hans kollega Itamar Ben-Gvir har fremlagt planer om bosættelser i området. Det giver mange libanesere indtryk af en militær kampagne, der har til formål at destruere og annektere libanesisk jord, snarere end en militær partner, der hjælper med at bekæmpe en indre fjende.
Den brændte jords taktik har fandtes så længe, mennesker har ført krig. Efter Anden Verdenskrigs rædsler vedtog verdens lande en række konventioner og aftaler, der skulle sikre, at civil infrastruktur ville blive beskyttet i fremtidige konflikter.
At disse regler nu udviskes, skyldes ifølge Amnesty Internationals årlige rapport om menneskerettighedernes tilstand særligt tre ’glubske rovdyr’: Rusland, USA og Israel. Israel føler, at de er i en eksistentiel kamp mod Iran, Hamas og Hizbollah. Det giver hverken ret til at lave økomord, folkemord, bevidst og systematisk at ødelægge boligområder eller planlægge bosættelser på annekteret land. Det skal vi sige højt og tydeligt til de rovdyr, der er vores allierede.
fortsæt med at læse
