Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Terapi. Saga Norén har hjulpet skuespilleren Sofia Helin til at tænke mere rationelt. »Hun har påvirket min psyke langt mere, end jeg har oplevet med andre roller«, siger den svenske skuespiller.
Foto: Daniel Hjorth

Terapi. Saga Norén har hjulpet skuespilleren Sofia Helin til at tænke mere rationelt. »Hun har påvirket min psyke langt mere, end jeg har oplevet med andre roller«, siger den svenske skuespiller.

Medier
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Asperger-rolle er som kognitiv terapi for 'Broen's Sofia Helin

Den socialt dysfunktionelle efterforsker Saga Norén har lært skuespilleren sociale trick.

Medier
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

En sommerdag i 1996 stiger Sofia Helin på cyklen.

Hun har netop fået fri fra sit arbejde på et plejehjem i Stockholm. Jobbet er noget af det, hun får tiden til at gå med, mens hun venter på svar fra teaterskolen.

Året før nåede hun frem til sidste prøve for så alligevel at ende med at få afslag. Da hun når det højeste punkt på Västerbron, der forener bydelene Södermalm og Marieberg i Stockholm, holder hun op med at træde i pedalerne og lader hjulene om at finde vejen nedad. Det går stærkt.

Og så bliver alt pludselig mørkt.

»Jeg vågnede i ambulancen. Cykellygten havde åbenbart sat sig fast i hjulet. Og jeg havde ramt asfalten med højre side af ansigtet først. Kæben var gået i stykker, tænderne var slået ud, og hele mit ansigt var smadret. Jeg var 24 år, ville være skuespiller, havde mistet mit udseende og var rasende«, fortæller den 40-årige skuespiller og lader et par fingre glide hen over arret, der stadig trækker et lyst ujævnt mønster fra næsen ned til munden og videre ned over hendes hage.

Men med tiden er hun faktisk blevet helt glad for det ar. For den sommerdag i 1996 begyndte Sofia Helin at ligne sig selv indeni og udenpå.

»Det blev virkelig et vendepunkt for mig. I mange år havde jeg levet ret destruktivt og nonchalant og ikke rigtig taget hånd om mig selv. Men det styrt var et wake-up call. Det var verden, der råbte: Kom igen! Jeg har også altid gået og prøvet at virke normal, selv om jeg ikke følte mig normal. Men det var, som om mit ydre og mit indre kom til at passe bedre sammen efter den ulykke«.

»Og i øvrigt kom jeg ind på teaterskolen alligevel«.

Saga Norén, Länskrim Malmö
Fra i morgen aften er Sofia Helin og Kim Bodnia endnu engang partners in crime, når anden sæson af ’Broen’ har premiere på DR 1. Det er derfor, Sofia Helin aflægger besøg i Danmark og giver interview i loungen på 12. etage på Hotel Hilton i Københavns Lufthavn, hvor der meget belejligt er udsigt over Øresundsbroen fra panoramavinduerne, der strækker sig fra gulv til loft.

Denne gang er det et spøgelsesskib med en flok bagbundne unge mennesker i lastrummet, der sejler ind i Øresundsbroen og får den kompetente, men socialt dysfunktionelle Saga Norén til at trække i læderbukserne og køre til København i sin Porsche for at samle sin danske kollega Martin Rohde op.

De har ikke set hinanden, siden de et år forinden opklarede sagen om sandhedsterroristen Jens, der fuldendte sit makabre værk ved at tage livet af Martin Rohdes søn August. En begivenhed, Sofia Helin ikke helt er kommet sig over endnu.

»Det var så frygteligt, at den dreng døde. Jeg var så oprørt over det. Jeg tænkte, at ingen nogensinde ville se næste sæson af ’Broen’ efter det. Jeg synes, at Saga skulle være gået i seng med ham og have reddet ham«, siger den svenske skuespiller.

Saga Noréns sociale færdigheder har ikke ligefrem udviklet sig i det seneste år. Den fokuserede og kølige efterforsker præsenterer sig stadig altid med både navn og afdeling, når hun tager telefonen.

Da jeg begyndte at spille teater, var det, som om jeg begyndte at pakke alt det ud, jeg havde brugt så meget energi på at gemme væk

Og hendes tilgang til resten af tilværelsen er stadig lige så rationel, som den måde hun leder en politiefterforskning på. Saga Norén tager alting bogstaveligt, ironi er ikke en del af hendes sociale ordforråd, og menneskelige relationer er noget, hun læser om i bøger. Og indimellem lader hun sig også inspirere af sin kollega og let overvægtige menneskelige alibi, Martin Rohde.

I film- og tv-verdenen er det blevet en trend med socialt dysfunktionelle heltinder. Det begyndte med Lisbeth Salander i ’Mænd der hader kvinder’, fortsatte med Sarah Lund i ’Forbrydelsen’, Carrie Mathisson i ’Homeland’ og altså Saga Norén i ’Broen’.
Ensom i verden
Men egentlig havde Sofia Helin slet ikke lyst til at være med, da hun i sin tid fik manuskriptet til første sæson af ’Broen’ til gennemlæsning. Hendes søn var lige begyndt i skole i Stockholm, hendes datter var akkurat fyldt 1 år, og i øvrigt syntes hun, at der var rigeligt med skandinaviske krimiserier i forvejen. Så hun læste manuskriptet med skeptiske øjne. Og tænkte, at nu ville nogen bare lave en ny Salander.

»Jeg forstod ikke Saga i begyndelsen, jeg blev bare virkelig irriteret på hende. Men da jeg mødtes med den danske instruktør Charlotte Sieling og forfatteren Hans Rosenfeldt, forstod jeg, at de tænkte på en helt anden måde. Men ligesom for seerne gik der noget tid, inden jeg forstod Sagas tankegang«.

Hun begyndte at læse om Aspergers syndrom, mødtes med folk fra det svenske autisme- og aspergersforbund og prøvede at gå i svømmehallen og i supermarkedet som Saga Norén og svare lige så nøgternt som hun, når ekspedienter og personale forsøgte at udveksle almindelige høfligheder som »tak« og »hav en god dag«.

»Saga giver ikke nogen bekræftelse til andre, og derfor får hun heller ikke nogen selv. Da jeg gik ud i verden som hende, oplevede jeg, hvordan folk mister interessen, når de ikke får noget tilbage i samtalen. Det er en ensom måde at være i verden på, for hun bliver en outsider uden at ville det«, siger Sofia Helin.

Da hun mødte op til optagelserne af første sæson, ledte hun stadig efter Saga Norén. Men efter en uges tid fandt hun ind til en ’Saga-frekvens’, hun kunne stille ind på. Og det i en grad, så hun har modtaget takkebreve fra folk, der selv lider af Aspergers, og deres pårørende. For dem er det godt nyt, at Saga Noréns ensomhed bliver afspejlet på tv. Og at hun er dygtig til sit arbejde på trods af sit syndrom.

Undtagelsestilstand, tak
Sofia Helin er med egne ord vokset op midt i ’big bang’. Udadtil lignede det et parcelhuskvarter i en forstad til Linköping, 200 km syd for Stockholm. Men hun var bare 10 dage gammel, da hendes storebror på 6 år blev kørt ihjel af en bil på en cykeltur med sin mormor. En begivenhed, der med hendes egne ord udløste et kaos, der var mange år om at lægge sig.

Som barn var Sofia Helin primært syg. Og tilbragte lange perioder på sygehuset med den astma, som man endnu ikke var blevet så god til at medicinere. En undtagelsestilstand, som med tiden fyldte mere end det liv, den var undtagelsen fra.

»Når man ligger så meget på hospitalet, er alt specielt. Du må få lige, hvad du vil have at spise, bare du spiser. Og den dag i dag er jeg draget mod bare at lægge mig ned og være i undtagelsestilstand hele tiden, fordi jeg ved, at det findes, og at det kan lade sig gøre«, siger hun og griner.

Foto: Daniel Hjorth

Foto: Daniel Hjorth

Men der var også lyse dage. Med gymnastik, leg, ture på ski, omsorg og udflugter i skoven. Hun var fire år, da forældrene blev skilt, og moderen i stedet blev gift med den mand, der var far til hendes bedste veninde fra børnehaven.

Som lille var hun udadvendt. Og gik eksempelvis rundt hele sommeren hos faderens familie i Nordsverige og talte om forældrenes skilsmisse med alle, der gad at høre om det. For at få det gjort begribeligt for sig selv. Siden blev det mere vanskeligt at få sat ord på, hvad der foregik.

»Da mine forældre blev skilt, blev jeg kløvet i to og levede to meget forskellige liv. Jeg var ligesom voksen det ene sted og barn det andet sted«.

Sofia Helins mor og hendes mand er med skuespillerens ord »ultranormale«. Spiser på faste tidspunkter og går i seng i ordentlig tid. Tager hånd om sagerne og »mener normale ting«. Så det var også et trygt sted midt i big bang.

»Men min far var alholiker. Og når man har en forælder, der ikke fungerer, findes der et mørkt rum, som man går ud og ind af, men som er der hele tiden. Jeg var meget præget af, at min far var ensom og ikke havde det godt. Og af, at det ikke var noget, vi talte om. Vi levede bare i det, og med tiden spærrede jeg mine følelser og oplevelser mere og mere inde«.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Dem var der til gengæld mange af. For Sofia Helin var som en magnet, der bare trak alting ind – stemninger, følelser, folks humør og alt, hvad der foregik omkring hende.

»Og så fik jeg det pakket sammen, fortrængt og gemt væk. Skilsmisse, dødsfald, alkoholmisbrug og dysfunktionalitet sætter sig i én. Og derfor føler jeg, at ligner mig selv mere udvendig nu, end jeg gjorde før det cykelstyrt«.

Tre kæmpe egoer
Egentlig havde Sofia Helin tænkt sig, at hun skulle være læge, fordi hun havde ligget så meget på sygehuset, at hun syntes, det var en naturlig vej at gå. Men i stedet tog hun til Lund og læste idéhistorie og teatervidenskab på universitet.

Det var ikke så spændende, så hun rejste videre til Hamburg for at blive au pair hos en modefotograf og en fotomodel. Et job, hun ikke rigtig havde noget naturtalent for. Hun tabte babyen på gulvet, fik skældud for ikke at vaske tallerkenerne ordenligt rene, kedede sig halvt ihjel på turene i parken med klapvognen, og hen over det hele drømte hun om at blive skuespiller.

»Jeg var der kun i tre-fire måneder, så blev jeg fyret, fordi vi skændtes så meget. Manden råbte ad mig, at jeg aldrig ville blive skuespiller, fordi jeg var alt for lukket. Og jeg råbte tilbage, at de var så jävla egoistiske. Vi var ligesom tre kæmpeegoer forsamlet i det hjem, og det duede bare ikke«.

Tilbage i Sverige begyndte hun på et teaterkursus, fik en rolle i den svenske soap ’Rederiet’, passede alzheimerspatienter og styrtede på sin cykel, inden det lykkedes hende at komme ind på teaterskolen.

»Da jeg begyndte at spille teater, var det, som om jeg begyndte at pakke alt det ud, jeg havde brugt så meget energi på at gemme væk. Det var som et bundløst hul, hvor jeg bare kunne blive ved med at hive mere op«.
Jeg orkede ikke at trække vejret med anus
Årene på teaterskolen brugte hun både til at uddanne sig og til at få repareret sit ansigt og sine tænder. Og på ikke at være så supergod til at være en del af en gruppe. Og det var ellers en kultur, skolen lagde meget vægt på.

»Det er vigtigt at kunne være en del af en gruppe, når man laver teater eller film. Men jeg synes også, det er vigtigt, at man uddanner kunstnere, som åbner rum i sig selv og ikke bare er dygtige og kommer til tiden og gør, som man skal. Det provokerede mig virkelig, at alle skulle gøre nøjagtig det samme«.

Jeg har også altid gået og prøvet at virke normal, selv om jeg ikke følte mig normal

Det skulle de eksempelvis hver morgen det første år, hvor der blev arbejdet med at åbne kroppen. Det gik ud på, at en af de andre skubbede en flad hånd ind under numsen på én, mens man »koncentrerede sig om at trække vejret gennem anus«. Bagefter skulle man så banke hinanden på luftrørene for også at få dem lukket op mod verden.

»Og nogle dage orkede jeg bare ikke at øve mig i at trække vejret med anus og blive slået på luftrøret. Og så blev de andre skidesure over, at jeg ikke mødte op«.

Der var også dage, hvor man skulle lægge sig på gulvet, og ens 11 klassekammerater skulle lægge sig oven på én. Og dage, hvor man skulle smide alt tøjet og gå rundt i et lokale og øve sig i at have den rigtige kropsholdning.

»Det var meget specielt. Og ubehageligt. Men de år var gode for mig – jeg havde mine dårlige år, inden jeg kom på teaterskolen«, siger hun og griner.

Siden har Sofia Helin arbejdet både på alle de store teatre i Stockholm og spillet med i adskillige film og tv-serier. Sit gennembrud hos det brede publikum fik hun med sin rolle i filmatiseringen af Jan Guillous bøger om ridderen Arn, hvor hun spillede den kvindelige hovedrolle som Arns forlovede, Cecilia.

Hvordan har alle det?
Selv om Sofia Helin i skuespillet har fundet en ventil, hvor hun kan genbruge noget af alt det, der stabler sig op indvendig, kniber det stadig med at undgå at tage stemninger og andre menneskers følelser på sig. Og det er et ret stort arbejde eksempelvis at holde øje med, om et helt filmhold har det okay.

»Jeg synes, det bliver mere og mere trættende år for år. Og i virkeligheden tilfredsstiller man ingen. Man bliver bare et meget travlt menneske, der ikke kan sige fra«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Og derfor har det nærmest virket som »en slags kognitiv terapi« at være i selskab med efterforskeren fra Länskrim Malmö det seneste par år.

»For Saga tænker overhovedet ikke på, hvordan andre har det. Hun er bare fokuseret på at løse opgaven. Og hun har påvirket min psyke langt mere, end jeg har oplevet med andre roller. Jeg blev forandret af at tænke som hende. Og det har faktisk betydet, at min egen tankegang er blevet mere rationel«.

Hun smiler.

»Jeg har nok haft et lidt romantisk verdensbillede, der også har at gøre med at være kunstner. Jeg elsker det kunstneriske rum, men det behøver jo ikke at betyde, at jeg forkaster al empiri. Og der har Saga virkelig været en stor hjælp og mindet mig om, at mit liv skal indeholde mindre bullshit og mere reality«.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden