Jeg er helt afsindigt træt af at se billeder af Helle Thorning-Schmidt, Bjarne Corydon, Johanne Schmidt-Nielsen, ældre på plejehjem, der sidder i en stol, mens en sosu-assistent støvsuger i det lille rum, jeg er helt afsindigt træt af at se den ene gentagelse efter den anden.
Jeg er træt af at se vores fantasiløshed og uformåenhed udstillet igen og igen.
For med vores mangel på fornyelse udstiller vi også vores mangel på fantasi og evne til at forny det, man med en overordnet betegnelse kunne kalde ’pressefotografi’. Og jeg ved det, fotografiet er bundet til den virkelighed, det forsøger at beskrive, hvilket jo er en daglig prøvelse. Ikke virkeligheden, men forsøget på at oversætte den.
Man kan ikke lave journalistik på nettet eller på papir uden at bruge illustrationer. Tegninger, fotografier eller grafik, altså problemstillinger forsøgt forklaret i kurver og diagrammer og pile og farvet bund. Og man kan ikke lave journalistik uden at gentage sig selv. Det ved du, som er trofast læser af Politiken.
Når det er værst, er billedet tygget og fordøjet, inden det når den, der skal læse det; når det er bedst, er det måske selv i tvivl om, hvad det vil fortælle
På bladet sidder vi og stirrer på hinanden, indtil en åbner boksen, hvorpå der står ’Årstiderne’, på en anden står ’Skolestart’, på en tredje står ’Vejret’, på en fjerde står ’Folketinget åbner', på en femte står ’Studenter springer ud’. Fortsæt selv. Det er vores livline, og det er der måske ikke noget underligt i.
For i alle de bokse ligger jo de bestanddele, der hver for sig er dele af det store puslespil, vi passende kan benævne ’livet’. Og ingen, heller ikke jeg, synes, at vi skal forbigå det. Og slet ikke i tavshed. Skal vi ikke skrive om de gamle og deres bad, Folketingets åbning, de håbefulde, stangstive nye studenter, osv.? Jo, jo og altid ja.
Fotografiet er så præcist.
Det er jo dets styrke, men også en hæmsko for dialog med den, der læser det. Når det er værst, er billedet tygget og fordøjet, inden det når den, der skal læse det; når det er bedst, er det måske selv i tvivl om, hvad det vil fortælle.
Derfor må nytårsønsket være mere magt til det uforudsigelige, mere magt til tvivlen og mere magt til fiaskoerne.
Her er en hæk, som jeg mødte på Ærø.
I kultursektionens julekalender vælger en fotograf hver dag sit favoritbillede fra 2013 og begrunder det.




























