En stor gruppe af dansk presses mest magtfulde folk forsøger nu at øge presset på justitsminister Morten Bødskov (S).
På initiativ fra Oliver Kløvedal Reich fra magasinet Ræson har ni chefredaktører fra landets største medier skrevet under på et åbent brev, hvori de opfordrer Folketinget til at droppe planen om at ændre særligt to paragraffer i den meget omstridte offentlighedslov, der selv i regeringspartiernes bagland har mødt kritik.
LÆS OGSÅ Regeringens bagland siger nej til omstridt lov
»To væsentlig punkter i regeringens forslag til en ny offentlighedslov begrænser gennemsigtigheden i det danske demokrati«, indleder mediefolkene deres anke og henviser så til paragraf 24 og paragraf 27, nr. 2.
Store konsekvenser
Den førstnævnte betyder, at retten til aktindsigt i fremtiden ikke længere vil gælde dokumenter sendt mellem statslige myndigheder i sager, hvori det kan forventes at ministeren kan få brug for embedsværkets rådgivning eller bistand.
Ifølge underskriverne har det store konsekvenser:
DOKUMENTATION
Ny offentlighedslov begrænser gennemsigtigheden»Det medfører, at paragraf 24 i praksis vil kunne anvendes til at undtage stort set alle dokumenter, sendt mellem statslige myndigeder fra aktindsigt, i det øjeblik pressen begærer aktindsigt«, skriver de.
Begrænser indsigt i spillet bag
Den anden bestemmelse, som chefredaktørerne gerne ser skrottet, paragraf 27, nr. 2, betyder, at retten til aktindsigt i fremtiden ikke skal omfatte dokumenter og notater, som ministre udveksler med forligspartnere og støttepartier i Folketinget i forbindelse med lovgivning og anden politisk proces.
Det vil reelt betyder, mener underskriverne, at adgangen til faglige notater bag de politiske forhandlinger i fremtiden vil blive begrænset væsentligt:
»Det vil ikke alene svække det faglige grundlag for den offentlige debat, men også begrænse folketingets oppositionspartiers indsigt i grundlaget for f.eks. indgåede forlig«, skriver de.
Bødskov savner nuancer i debatten
Samlet mener de, at »det i fremtiden vil blive sværere at få indsigt i oplysninger, som har relevans for såvel Folketing, offentlighed og pressen«, hvis ikke de to paragraffer bliver droppet.
Det ser de dog ikke umiddelbart ud til at blive. I hvert fald ikke hvis det står til Morten Bødskov. Da han i DR2's morgenflade i dag debatterede offentlighedsloven og chefredaktørernes åbne brev med Ekstra Bladets Poul Madsen, var der således ikke megen forsoning at spore.
Det vil i fremtiden blive sværere at få indsigt i oplysninger, som har relevans for såvel Folketing, offentlighed og pressen
Justitsministeren mener nemlig, at brevskriverne læser lovgivningen forkert.
»Nuancerne i denne debat mangler. Der er masser af udvidelser af mulighederne for at få aktindsigt i det her. Der er tale om en kommission, som er blevet nedsat for at åbenheden i den offentlige forvaltning. Det er det, man gør«, siger han på DR2.
Indrømmer indskrænkninger
Han indrømmer dog, at lovgivningen rummer enkelte indskrænkninger:
LÆS OGSÅ Jurist: Ny lov er usædvanlig udemokratisk og meget trist
»De kommer som følge af, at tingene er forandret de sidste 27 år. Den rådgivning, som ministrene får i dag, er placeret fuldstændig andre steder. Det er tilfældighederne, der ofte præger mulighederne for at få aktindsigt. Det er derfor, at kommissionen er kommet med det her, og det er derfor at to tredjedele af Folketingetsmedlemmer har lavet en aftale om det her«, siger Morten Bødskov
»Det handler ikke om, at ting skal skjules. Det handler ikke om, at vi bare vil undgå, at der skal være indblik i alle mulige ting. Det handler om, at vi selvfølgelig skal have en offentlighedslov, der øger åbentheden, som udbygger den og som gør, at der er ordentlige rammer for ministerens rådgivning«.
fortsæt med at læse


























