'Nye venner' lyder den skeptiske overskrift på en tegning af en rabbiner, en biskop, en imam og en ortodoks præst, alle med samme skilt på brystet: 'Je suis Charlie'.

Det er tegneren Willems udkast til en af »de forsider du er sluppet for«, og som derfor er henvist til bagsiden af det ny nummer af ukuelige Charlie Hebdo, som blev revet væk fra kioskerne i Paris onsdag og nu også skulle være til salg enkelte steder i Danmark.

Hebdomadaire betyder ugeblad, og »bladet skal ud«, lyder første bud i enhver redaktions credo.

Så trods massakren på redaktionen onsdag den 7. januar måtte Charlie Hebdo på gaden igen ugen efter, nu i statsstøttet millionoplag og på mange sprog, i modsætning til de hidtidige beskedne 50.000 eksemplarer. Vold sælger!?

Verdslighed – slut prut finale

Som altid kommenterer Charlie ugens aktuelle begivenheder og debat, så dette nummers selvoptagethed er journalistisk velbegrundet.

Men massakrerne i Paris er jo ikke ugens eneste, og det kommenteres da også i en tegning i det ny nummer: »Nigeria: Boko Haram massakrerer 16 landsbyer«, lyder overskriften over to surmulende herrer iført djellabah og kalashnikov, og den ene vrisser tilfreds: »2000 abonnenter, som Charlie Hebdo aldrig får«.

Mange af dette nummers tegninger er genoptryk af de myrdede tegneres tidligere punkteringer af religiøs fanatisme og selvhøjtidelighed, inden for alle de trosretninger, Willems tegning symboliserer. Alt sammen led i bladets vigtigste kamp, kampen for »La laïcitè, point final«, som Gèrard Biard opsummerer det i bladets leder.

»Verdslighed – slut prut finale« ville parolen vel lyde på dansk. Med netop den frejdigt infantile fiksering på sex og fækalier som modgift mod religiøst snerperi og hykleri, som alle dage har præget Charlie, den frække dreng i den franske presseloge.

Netop seksualdriftens ustandselige afsløringer af fromheden som skinhellighed har gjort den katolske kirkes præster og nonner til Charlies yndlingsofre gennem tiderne, i skarp konkurrence med mullaher, patriarker og rabbinere.

I martyrernes himmel

I det ny nummer er seksualdriften sågar en trøst i døden: Ifølge Cabu, en af de myrdede tegnere, skal hans kollega Jean-Marc Reiser (som døde allerede i 1983, red.) have udtryk ønske om, at kvinderne ved hans begravelse deltog uden trusser og - som en sidste hilsen til ham – alle skrævede hen over graven.

Anekdoten refereres af (pseudonymet?) Sylvie Coma og minder om det svar, som en anden af de myrdede tegnere, Reisers åndsbeslægtede Wolinski, engang gav på spørgsmålet om døden: »Ja, jeg har bedt min kone hælde min aske i toilettet. Så har jeg udsigt til hendes røv hver dag«.

I denne uges nummer ser vi en lykkelig Wolinski i martyrernes himmel med en kraftig bule foran i englekjortlen: »Jeg har ståpik igen!«.

Grøfter eller broer

Jo, tonen i Charlie Hebdo er fortsat lav, men behageligt fri for selvhøjtidelighed. Og frem for alt: ukuelig.

Satire graver grøfter, men humor bygger broer, siger man, og det er jo stadig et åbent spørgsmål, om bladets konfrontatoriske stil - i dette frejdigt klynkefri ’sørgenummer’ såvel som i fremtiden – bedst bidrager til oplysning og dialog mellem denne verdens indædt selvretfærdige? Hvordan bruges ytringsfriheden bedst?

Dét spørgsmål har vi stadig ikke svar på, lige så lidt som på Willems stiltiende spørgsmål i forsideudkastet: Hvor længe vil de 'Nye venner' – inklusive lørdagens demonstrationsdeltagere som eksempelvis Netayahu, Abbas og Marine le Pen - blive ved at hævde: 'Je suis Charlie'?

fortsæt med at læse

Seneste udgave af Charlie Hebdo sælges for 2.100 kroner på nettet