Afstraffelse. Folk som Justine Sacco og Lindsey Stone fik ødelagt deres liv på et sekund ved at sende et tweet og poste et billede på Facebook.
Foto: PHILIP YTOURNEL

Afstraffelse. Folk som Justine Sacco og Lindsey Stone fik ødelagt deres liv på et sekund ved at sende et tweet og poste et billede på Facebook.

Medier

Ét ubetænksomt tweet kan smadre dit liv

Vi er alle blevet en brutal, dømmende magt i den online gabestok, hævder forfatter i ny bog.

Medier

Justine Saccos liv blev til et mareridt i løbet af 11 timer.

Den 30-årige kvinde blev berømt og berygtet verden over, mens hun selv sad intetanende i et fly på vej for at besøge familie i Sydafrika. Før hun gik om bord, havde hun i Heathrow-lufthavnen 20. december 2013 sendt et tweet med ordene:

»På vej til Afrika. Håber jeg ikke får aids. Just kidding. Jeg er hvid!«

Hendes tweet nåede i første omgang ud til hendes 170 følgere, og der var hverken retweets eller kommentarer til hendes joke. Men da hun 11 timer senere steg ud af flyet i Cape Town og tændte sin telefon, var den første besked fra en gammel kammerat fra high school, som hun ikke havde talt med i årevis. »Jeg er så ked af at se, hvad der sker«, lød det kryptisk.

Og så begyndte hendes telefon ellers at gløde.

Med de fremkomsten af sociale medier er internettet blevet en brutal, offentlig gabestok, hævder forfatter i ny bog. Kilde: Politiken.tv / Journalist: Birgitte Kjær, Tilrettelæggelse: Nima Hajarzadeh, Klip: Johannes Skov

Stop robotten

Beretningen om, hvordan ét ubetænksomt tweet med indbygget mulighed for fejlfortolkning kan blive skæbnesvanger og føre til fyring, angst, depression og i det hele taget ødelagt liv bliver fortalt og dissekeret i bestselleren ’So You’ve Been Publicly Shamed’ af den britiske journalist og forfatter Jon Ronson.

Bogen undersøger, hvad det er for nogle mekanismer, der sætter ind, når man kommer til at taste løs på ubetænksom vis eller poste billeder, som var tænkt som en intern joke, men ender med at blive grundlag for et bombardement af trusler om tortur, landsforvisning og død.

Hans interesse for internettet som gabestok for hele verden blev vakt, da han selv fik sin identitet stjålet af en robot, som begyndte at tweete om især mad og sexdrømme i hans navn. Maskinen var sat i værk af tre akademikere, som ville udforske mulighederne i computergenereret kommunikation. Robottens antal følgere steg og steg, mens den rigtige Jon Ronson blot kunne se passivt til, for mændene bag robotten nægtede at trække stikket.

Som modreaktion endte han med at interviewe dem til et YouTube-indslag, og det vendte situationen til hans fordel, for da han lagde videoklippet online, fik det straks kommentarer som ’Det er jo identitetstyveri. De burde respektere Jons personlige frihed«, »Nogle burde lave alternative Twitter-konti til de røvhuller og konstant poste nyt om deres stærke trang til at se børneporno« og »De her fucked-up akademikere fortjener at lide en smertefuld død«.

De her fucked-up akademikere fortjener at lide en smertefuld død

Forfatteren frydede sig over at få medhold, men blev også en smule betænkelig og tænkte for sig selv, at bare der nu ikke var nogen, som fandt på at opsøge dem i virkeligheden. Efter et par dage med støtten fra fremmede over hele verden var sejren i hus: De tre akademikere slukkede robotten @jon_ronson, og den rigtige Jon Ronson kunne triumfere.

Men efter nogen tids betænkning gik det op for ham, at hele forløbet var et symptom på, at verden er på vej ind i en ny æra med en offentlig gabestok. Efter 180 års fravær – USA droppede proceduren i 1839 og England i 1837 – er vi med internettet som platform igen dér, hvor en forbrydelse (uanset den blot handler om en misforstået joke eller et usmageligt foto) fordømmes og straffes brutalt i den offentlige arena. Folkedybet, alle os, der færdes online, demokratiserer retfærdighed og domsafsigelse. Og vi handler uden skånsel og så hurtigt, at eftertanke og refleksion er diskvalificeret.

Violinen og togulykken

Senest i sidste uge kom en kvinde galt af sted, da hun var passager på tog nummer 188 på vej fra Washington DC til New York. Toget blev afsporet, vognene rev sig løs af skinnerne og væltede rundt.

5 mennesker blev dræbt. Mere end 200 måtte en tur på hospitalet. Men den ulykke slap hun uskadt fra.

Rigtig galt af sted kom hun først, da hun 15 minutter efter i et tweet til jernbaneselskabet - formentlig uden at have overblik over ulykkens omfang - sarkastisk skrev: »Mange tak for at afspore mit tog. Kan jeg venligst få min violin tilbage fra togets anden vogn?«. Tweetet blev delt. Og delt. Og før hun selv fattede omfanget af nogen af ulykkerne, blev hun verden over kaldt en forkælet mokke, ufølsom over for andres lidelser, og hvem der måtte ønske det, kunne læse sig til, hvor hun underviser, og at hun har indspillet med Sting og til lydsporet til flere film.

Da det gik op for hende, slettede hun først sin besked. Og nedlagde siden sin twitterkonto.

Forfatteren Jon Ronson prøvede faktisk at komme hende til undsætning på sin Twitter-konto:

»Hun har lige været udsat for en togulykke. Helt ærligt. Mennesker!«, skrev Jon Ronson på Twitter.

Og lidt efter:

»Ingen ved noget om hende, bortset fra at hun har mistet sin violin i ulykken, men folk flår hende fra hinanden (...) Det er den gratis omgang. Kvindehad og beskyldninger om »misbrug af privilegier« uanset kendsgerningerne«.

Verden var vidne

For Justine Saccos vedkommende fik hun denne særlige, voldsomme form for ’retfærdighed’ at føle, da hun tændte sin telefon efter landingen i Cape Town.

Hendes tweet, der egentlig var tænkt som en ironisk kommentar til, hvordan hvide mennesker lever i en privilegeret boble og naivt forestiller sig, at de er immune over for den tredje verdens ulyksaligheder, var i løbet af flyveturen blevet det mest omtalte og delte tweet verden over. Og kommentarerne var ikke blide: »ulækker racistisk« og »anmeld den kusse!«, lød nogle, mens hendes arbejdsgiver, et PR-bureau, så sig nødsaget til at tage afstand fra hende med tweetet: »Det er en forargelig, stødende kommentar. Den omtalte ansatte er i øjeblikket uden for rækkevidde på et fly«.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Vi vil snart opleve den bitch til @JustineSacco blive fyret i REAL TID. Før hun overhovedet selv VED, at hun bliver fyret«, lød det skadefro fra en optændt følger. Og da Justine Sacco nåede ud i ankomsthallen i lufthavnen, havde en, der havde fulgt sagen på Twitter, stillet sig klar med kamera for at være den første, der kunne poste et billede af den forsmædelige med ordene: »Hun har valgt at bære solbriller for at skjule sig«.

Justine Sacco udsendte en officiel undskyldning og kortede sit besøg i Sydafrika ned, fordi ansatte på de hoteller, hun havde booket sig ind på, truede med at strejke, hvis hun dukkede op, og hun fik desuden at vide, at de ikke kunne garantere for hendes sikkerhed. Men hårdest ramte det, at familien mente, at hun havde sværtet deres gode omdømme med sit tweet.

Vill gøre det igen

Da forfatteren Jon Ronson mødte hende tre uger senere, havde hun netop ryddet sit kontor i på PR-bureauet i New York efter en fyreseddel. Hun følte, at verden er styrtet i grus. En måned før det omtalte tweet, i november 2013, var hendes navn blevet googlet 30 gange. Efter tweetet var tallet eksploderet til 1.220.000 blot i løbet af de sidste 11 dage af december. Og hun kunne ikke kende den racistiske Justine Sacco, som internettet nu beskrev. Ingen – heller ikke kritiske journalister - forsvarede hende eller gik op imod den gældende fejlfortolkning af hendes tweet.

Det var journalisten Sam Biddle på onlinemagasinet Gawker, der satte gang i nedsablingen af Justine Sacco. Han fik tweetet videresendt fra en af hendes følgere og delte det derefter med sine 15.000 følgere, hvorefter det spredte sig som en aggressiv virus. Han syntes, det var dybt tilfredsstillende at kunne udstille en erfaren PR-konsulent, en fra medieeliten, med et racistisk tweet. »Jeg ville gøre det igen«, fortæller han i bogen og tilføjer, at stormen snart vil lægge sig igen, fordi online-befolkningen snart vil kaste sig over noget nyt.

Men Justine Sacco kan ikke vågne af mareridtet. Hun føler sig brændemærket som var hun et slagtesvin. Hun er søvnløs, græder, er deprimeret over at have mistet sit gode job. Hun kan ikke søge et nyt eller blot date, for potentielle arbejdsgivere eller kærester vil uvægerligt google hende, og så dukker tweetet og de mange, mestendels anonyme tilsvininger, op. Over hele verden – for evigt.

I tiden efter Twitter-affæren tager hun frivilligt arbejde for en organisation i Etiopien og får senere vikariater i hjembyen New York, men ingen jobs, der kan måle sig med den karriere, hun havde før.

Alt forsvandt i løbet af en nat

En anden kvinde, der har fået internettets raseri at føle, er Lindsey Stone. En ung kvinde, der under en studietur til Washington fik taget et foto på Arlington-kirkegården, hvor tusinder af amerikanske soldater er begravet. Her gav hun et skilt med ordene ’Stilhed og respekt’ fingeren. Det skulle hun ikke have gjort. For kammeratens Facebook-indstillinger tillod, at billedet blev delt – og det blev det i dén grad.

Det, der egentlig blot var et billede i en fjollet serie, hvor to veninder gør det til en sport at tage upassende billeder foran gamle statuer, ryge foran ’rygning forbudt’-skilte og andet i dén dur, blev i internet-arenaen udlagt som anti-patriotisk og voldsomt stødende. »Lindsey Stone hader militæret og hader soldater, som døde i internationale krige«, »dø, kusse« og »fuck dig, luder. Jeg håber, du dør en langsom, smertefuld død«, lød nogle af de kommentarer, der blev delt om den unge kvinde, der havde lyst til at skrige af frustration.

Tv-hold dukkede op ved hendes dørtrin, en Facebookgruppe, der krævede hende fyret fra hendes job får hurtigt 12.000 likes, og hendes arbejdsgiver sad ikke kravet overhørigt. Hun blev sagt op og endte med at bure sig inde derhjemme i et år, fordi hun ikke orkede at møde omverdenen ansigt til ansigt efter at have været i den offentlige, online gabestok. »Alt, jeg kendte og elskede, forsvandt bogstaveligt talt i løbet af en nat «, fortæller hun i ’So You’ve Been Publicly Shamed«.

Alt, jeg kendte og elskede, forsvandt bogstaveligt talt i løbet af en nat

Forsøger at narre Google

Men Lindsey Stones mareridt får måske en ende. Med forfatter Jon Ronsons hjælp arbejder et såkaldt omdømme-managementfirma på at udviske hendes tilsvinede online-persona og erstatte det med mainstream og aldeles ufarlige oplysninger, så Google-søgninger på Lindsey Stone ikke længere resulterer i »hun bør landsforvises« og »ren ondskab«, men i stedet giver links til sider, hvor hun fortæller om, hvorfor hun godt kan lide Lady Gaga, at hun har haft en fin tur til Disneyland og i øvrigt elsker is.

Proceduren, der kort fortalt går ud på at aflure søgemaskinen Googles algoritmer og modarbejde dem, så de ønskede, nyfabrikerede sider på Instagram, LinkedIn, Tumblr og YouTube om Lindsey Stone dominerer søgeresultatet, koster hundredtusinder af dollar, og forløbet vil formentlig tage år.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Michael Fertik, der lever af at reparere folks omdømme online, advarer i Jon Ronsons bog om, at vi sammen online er i gang med at skabe en kultur, hvor folk føler sig konstant overvåget, hvor folk er bange for at være sig selv, og hvor vi får et kick ud af virtuel lynchning. Og han mener, at det er værre end det, NSA med sine vidtrækkende aktiviteter har gang i.

»NSA leder efter terrorister. De får ikke psykosocial tilfredsstillelse ud af deres skadefryd ved at ramme dig«.

Bogens forfatter beskriver i sit konkluderende kapitel internettets sociale medier som et stort ekko-kammer, hvor det, vi udtrykker, konstant bliver forstærket, applauderet og gentaget af andre, der mener det samme. Og især når vi fanger nogen i at træde uden for normerne - hvad end de rent faktisk gør det, eller vi blot misforstår deres ironi - får vi som moralens vogtere et kick ud af at slå ned på det og udstille dem. Vi bestyrker hinanden i vores selvretfærdige harme.

Pointen er dermed ikke blot den oplagte, at vi med tanke på Justine Secco og Lindsey Stone skal tænke os om en ekstra gang, før vi tweeter lidt for kækt om følsomme emner. Vigtigere endnu er det, at vi tænker os om, før vi per refleks liker eller hater noget, andre har tweetet og dermed sætter dem i den globale, offentlige gabestok.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce