Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Simon Fals
Foto: Simon Fals

Gratis. Afslørende journalistik skal selvfølgelig belønnes. Derfor benytter flere aviser nu betalingssider i modsætning til gratisavisen MX. Foto: Simon Fals

Medier
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Vil De virkelig lade Deres børn vokse op i et hjem uden avis?

Ved min togstation i Nordsjælland lusker de rige pensionister ned for at få morgenavisen gratis. Men det er slet ikke en rigtig avis, og den kommer til at koste os dyrt.

Medier
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Man skal være sød og venlig over for ældre mennesker, for de har været her længst, men hvis de opfører sig uklædeligt, skal de have det at vide, så nu siger jeg det, som det er, selv om jeg forudser, at det vil besværliggøre mit liv en kende:

Jeg får simpelthen røde knopper af pensionister, som læser gratisaviser! Jeg kan simpelthen ikke have det. Det er uværdigt, pauvert. Hvordan kan man synke så dybt?

Hver morgen på vej til arbejde ser jeg dem luske hen til min togstation for at nappe dagens MetroXpress fra et af de mange metalskabe. Og da jeg bor i Birkerød i stenrige Rudersdal Kommune, er den typiske gratist ikke den udslidte fabriksarbejder men den velholdte og velklædte senior, som med stor sandsynlighed har udbetalt ejerboligen for længst. Hold op, hvor jeg synes, det er deprimerende.

Strengt taget kan jeg ikke vide, om der blot er tale om folk, der supplerer deres faste abonnement med endnu en avis, så jeg er muligvis meget uretfærdig, men der sker jo det med alderen (eller gør der?), at man lærer at stå ved sine idiosynkrasier, så det gør jeg nu. For mig er de aldrende gratister sindbilledet på den form for alderdom for åndeligt nedrullede gardiner, jeg frygter mest.

For mig er de aldrende gratister sindbilledet på den form for alderdom for åndeligt nedrullede gardiner, jeg frygter mest

Jeg kan ikke lade være med at sammenligne nærigpindene fra togstationen med min mormor, som boede i en af de gamle røde karreer i Københavns Nordvestkvarter. Hun holdt Socialdemokraten, senere Aktuelt, i hele sit voksne liv. Hun levede af sin folkepension, og hun kunne ikke drømme om at vælge avisen fra.

Jeg talte ikke med hende om det, men jeg er sikker på, at hun ville have opfattet spørgsmålet som både fornærmende og vanvittigt, hvis jeg havde spurgt hende, om hun nu også havde råd til at holde avis. Den spandt en rød tråd gennem hele hendes liv, gav hende nyheder og identitet. Og så gav den hende frem for alt en fornemmelse af at være et oplyst og dannet menneske.

At holde avis er nemlig også et spørgsmål om, hvilket liv man vil leve. Og min mormor, der gik ud af folkeskolen uden senere at få en uddannelse, tog sig selv alvorligt. Så alvorligt, at hun som en selvfølge insisterede på hver eneste dag at blive informeret om, hvad der sker i verden af folk, der arbejdede professionelt med nyhedsformidling og opinionsstof.

Jeg er ikke helt klar over, hvad MetroXpress udretter, hvad angår identitet og selvfølelse for de rige pensionister i Birkerød (Allerød, Holte, Virum, Sorgenfri, Nærum etc.) Det værste er, at der ikke er tale om en avis, men om et papirprodukt, som blot foregiver at være et dagblad.

MetroXpress rummer primært pop og pjank fra nettet, så ud over nogle få ritzautelegrammer med friske overskrifter kan pensionisterne typisk læse smalltalk om skuespillere, fodboldspillere og kendisser, som er kendt for at være kendte. Plus alt det, som har en erotisk tone over sig. Et halvfrækt billede eller to. En nyhed fra Hollywood om Kim Kardashian med de store bryster eller en anden realitystjerne.

Letlæsning for børn, men altså noget, de guffer i sig til morgenkaffen i det forkælede Pensionistdanmark. Hvor sølle. Jeg vil gå i døden for gratisprincippet, som gør det muligt også for velhavende seniorer, der sagtens selv ville kunne betale, at få foretaget hofte- og øjenoperationer eller få fikset noget andet, uden at det koster en krone ud over det, man betaler i skat.

Gratis kontra betaling

Men gratis nyheder er en uskik, og det mener jeg ikke kun, fordi jeg selv arbejder som journalist, men fordi jeg frygter for den kritiske journalistiks fremtid, hvis ingen vil betale for den. Hvem skal betale for, at der er nogle, som afslører, at overlægerne på Rigshospitalet bruger forskningsmidler til at møblere deres private hjem? Hvem skal afdække amerikanske og britiske efterretningstjenesters overvågning og aflytning i Danmark? Eller hvem skal fortælle os om, hvor hårdt det går for sig i de farligste psykisk syge patienters hverdag?

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

For denne avis går det bedre end for så mange andre, men det ændrer ikke ved, at det er et langt sejt træk

For mig bliver demokratiet en lille smule skrøbeligere, hver gang en borger eller familie dropper at holde avis. For mig er dagens avis garanten for, at nogen holder fast i, at der er noget, der er væsentligere end noget andet. At der er forhold, som vi hver især er nødt til at tage stilling til.

Det fornemmeste udtryk for det demokrati, vi hylder, har for mig altid været avisernes opinionssider. De levendegør min fornemmelse af at være en del af et politisk og normativt fællesskab, hvor normen vel at mærke ikke er, at vi er enige om det hele, men at vi er fælles om at se det som afgørende vigtigt, at vi lægger vores uenigheder frem. I disse år kæmper aviser overalt på kloden for at finde forretningsmodeller, der får folk til at ville betale for nyheder på nettet.

For denne avis går det bedre end for så mange andre, men det ændrer ikke ved, at det er et langt sejt træk. Egentlig er jeg ret fortrøstningsfuld. Når folk kan se værdien af at abonnere på indhold fra musik- og film-/serietjenester som Spotify og Netflix for et fast kronebeløb hver måned, må det også kunne lade sig gøre at få dem til at betragte betaling for avisernes indhold som indlysende fordelagtigt – også for andre end dem selv.

Forleden var jeg så til et selskab, hvor jeg talte med en landskendt studievært i 40’erne, som lavmælt fortalte mig, at han og fruen, som også er journalist, sgu havde valgt at vælge aviserne fra. Nu hvor han ikke længere fik dem betalt af sin arbejdsgiver, var det gået op for ham, at sådan en avis koster op til 400 kr. om måneden.

Jeg var lige ved at sige til ham, at det jo strengt taget og rent matematisk set kun drejer sig om 15 kr. per dag og dermed kun om det halve eller mindre af, hvad en moderne kop kaffe koster, men jeg ville ikke ødelægge den gode stemning og tav, mens jeg bandede indvendigt.

Egentlig bander jeg stadig, for studieværten og hans kone får med deres prioritering mit verdensbillede til at kæntre. Hvad med deres børn? Skal de vokse op i et hjem uden avis?!

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Men dem om det. Jeg orker ikke at være indebrændt over manglen på aviskultur hos flere befolkningsgrupper på en gang.

Jeg skal også have energi til at være sur på grækerne.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden