Kristendommen er en umoderne, intolerant og undertrykkende religion med en gammel skægget gud, der sidder et eller andet sted deroppe og trækker i trådene. Men på den anden side: Uden kristendom ville demokratiet nærmest bryde sammen og det danske samfund gå i opløsning.
Så hårdt trukket op bliver kristendom typisk fremstillet i de store danske aviser Jyllands-Posten, Berlingske, Politiken, Information og Weekendavisen, mener pensioneret lektor i religion Preben Brock Jacobsen. I en ny undervisningsbog, ’Kristendomskritik i medierne’, påpeger han, at mediernes billede af kristendom er skævvredet i en sådan grad, at den som religion nærmest forekommer »uforenelig med fornuft og ikke noget for et moderne menneske«.




























