Siden medieforliget i foråret har usikkerheden været stor i DR, fordi tvungne besparelser pålægger mediemastodonten at skille sig af med op mod 140 medarbejdere. Men selv om stemningen i det store hus er trykket, valgte generaldirektør Kenneth Plummer i den forløbne uge at melde ud, at DR forventer at være i stand til at byde på aftalen om at vise Superliga-kampe, når den bliver genudbudt i slutningen af 2011. Sidst der blev indgået en aftale om Superligaen, kostede de samlede rettigheder til radio og tv over en milliard kroner for en treårig periode. »Det er ulykkelig timing, at han går ud og siger det lige op til en stor fyringsrunde. Vi anerkender fuldt ud, at DR er nødt til at kigge fremadrettet og kalkulere satsninger, men jeg blev meget forbløffet og pikeret over udtalelsen«, siger tillidsmand på DR Nyheder, Dines Boertmann. LÆS ARTIKELTillidsmand i DR: De ansatte sover dårligt om natten Får ikke medvind hos medarbejderne DR har hidtil kun haft en aftale om at vise højdepunktsklip og nogle få kampe, fordi rettighederne er for dyre.
Men til Mediawatch sagde generaldirektøren, at »DR vil være interesseret i og have økonomi til at komme på banen, når den danske Superliga udbydes næste gang«. »Jeg venter spændt sammen med kollegerne på at få belyst, hvordan DR kan få råd til det. Det er ikke en udtalelse, der har fået meget medvind blandt medarbejderne i denne her tid«, siger Dines Boertmann. Kenneth Plummer forklarer udmeldingen med, at DR selvfølgelig er interesseret i Superligaen, fordi den er så interessant for danskerne. »Så når rettighederne bliver udbudt igen, vil vi kigge på, hvilke økonomiske muligheder vi har, eventuelt sammen med en samarbejdspartner«, siger han. Kenneth Plummer ønsker ikke at kommentere kritikken af, at han sender det signal, samtidig med at han fyrer folk. »Der kan ikke skæres mere« Hvor omfattende fyringsrunden bliver på mandag, og hvor kraftigt det går ud over enkelte programmer og afdelinger, ved kun en lille del af DR’s top. Det eneste, der på forhånd er meldt ud, er, at Deadline 17 på DR 2 bliver slået sammen DR 2 Udland. »Vi står hele tiden med det officielle tal på 140, som vi ved falder, fordi der bliver indgået frivillige aftrædelsesordninger. Jeg tror ikke, at antallet af stillinger, der skal slagtes, kan falde meget, derfor er vi optagede af, hvor mange der så faktisk bliver fyret, og hvor mange der indgår frivillige aftaler. Men jeg har ikke overblik over, hvor mange aftrædelsesordninger der er indgået«, siger Dines Boertmann.




























