Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

En af de løstansatte kvinder i det amerkianske firma TaskUS' underafdeling i Manila i Filippinerne foretager indholdsstyring for amerikanske firmaer. Fotoet er fra august 2014.
Foto: Moises Saman/ Magnum Photos

En af de løstansatte kvinder i det amerkianske firma TaskUS' underafdeling i Manila i Filippinerne foretager indholdsstyring for amerikanske firmaer. Fotoet er fra august 2014.

Medier
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Nettets kloakrensere er underbetalte arbejdere fra Nordamerika og Asien

Det er en myte, at Facebook, Twitter og YouTube har skabt et frit informationsflow og styrker den demokratiske samtale.

Medier
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Det var ikke en artikel, som New York Times havde prioriteret højt. Faktisk var den godt gemt af vejen i teknologi-sektionen og fik ikke lov at fylde meget. Men den unge forsker Sarah T. Roberts kunne ikke ryste historien af sig, da hun først havde læst den.

I delstaten Iowa fandtes et firma, hvor lavtlønnede medarbejdere sad 8 timer om dagen og tog stilling til nettets grusomheder. Firmaet var oprettet, således at sociale netværk og websites med brugergenereret indhold kunne udlicitere opgaven og få fjernet anstødeligt materiale. Det kunne være alt fra nøgenhed over rå vold til halshugninger.

De ansatte kom ofte fra landbrugsfamilier, der havde mistet deres gårde, da delstaten blev ramt af økonomisk krise. Nu sad de tidligere bønder i callcentre og kiggede dagen lang på billeder, der i flere tilfælde gav dem psykologiske problemer. Amerikanske Sarah T. Roberts, der på det tidspunkt skrev ph.d. om digital information, undrede sig.

LÆS OGSÅ

Eftersom Sarah T. Roberts befandt sig i et miljø af mere erfarne forskere med speciale i sociale medier, konsulterede hun dem en efter en.

»Har du nogensinde hørt om de firmaer«, spurgte hun.

Svaret var nej. Derefter sagde de fleste: »Men er det ikke maskiner, der gør arbejdet?«.

Artiklen i New York Times blev bragt i sommeren 2010. Siden har Sarah T. Roberts arbejdet med commercial content moderation (på dansk: kommerciel indholdsstyring) og fået adgang til de ellers lukkede miljøer, hvor arbejdere screener indhold for sociale medier som Facebook, Twitter, YouTube og OKCupid.

De seneste år har hun lavet feltarbejde i både USA og Filippinerne og udført kvalitative forskningsinterviews med de mennesker, der udfører arbejdet.

For det er, viser det sig, en industri, hvor store amerikanske firmaer blandt andet køber ydelser i lande som Indien, Filippinerne, Algeriet og Marokko, og hvor lønnen er en brøkdel af, hvad den er i Vesten. Men det er samtidig en industri, som det er svært at få adgang til.

Internettet ville være en kloak uden os

»Selv om arbejdet, der bliver gjort, er vigtigt for de sociale netværk, er der en grund til, at denne praksis har været stort set ubeskrevet af forskere og journalister. De firmaer, der bruger kommerciel indholdstyring, har et stærkt ønske om, at deres praksis forbliver mørkelagt«, siger Sarah T. Roberts, der nu er ansat ved The University of Western Ontario i Canada.

Arbejderne, som Sarah T. Roberts fik kontakt til, var alle underlagt tavshedspligt, og hun måtte beskytte dem ved at give dem anonymitet.

»Arbejderne, jeg interviewede i USA, var i et firma, som jeg har valgt at kalde ’Megatech’. Det er et pseudonym for et kæmpe internationalt teknologifirma i Silicon Valley«, siger hun.

Den tavshedspligt, som arbejderne er underlagt, når de har med kommerciel indholdsstyring at gøre, tjener ifølge den amerikanske forsker et formål. Fik vi alle kendskab til, hvad de sociale netværk og brugergenererede websites tiltrækker af grusomheder, ville det ændre den romantiske forestilling om, hvad internettet reelt er, mener forskeren.

»Det er ubehageligt at vide, at folk uploader så frygteligt materiale, og at der findes en industri af underbetalte mennesker, der gør det beskidte arbejde. Det giver fornemmelsen af, at nettet er et andet landskab end det, vi kender«, siger hun.

I stedet for at være et sted med frit flydende information er nettet et ekstremt reguleret og kontrolleret miljø, mener Sarah T. Roberts.

»Her kan man ikke tale om offentlighed, for der er snarere tale om en serie private øer, hvor hver platform har sit territorium og dømmer ud fra de regler, de selv har skabt«, siger hun.

Indien, Filippinerne, Marokko

Vi møder Sarah T. Roberts før en forelæsning på Københavns Universitet, hvor hun er inviteret af forskningsgruppen Uncertain Archives på Humaniora. Hun fortæller, hvordan hun fik adgang til de i alt syv arbejdere i USA og Canada og fem arbejdere i Filippinerne, som hun foretog kvalitative interviews med.

»Det var svært. Jeg kunne ikke gå ind ad hoveddøren og sige til Facebook eller Google: Hej, jeg er forsker, og jeg vil gerne tale med de folk, der arbejder med CCM (den engelske forkortelse for kommerciel indholdsstyring, red.). Men det lykkedes mig at finde folk, der var villige til at stille op. De var interesserede i, at folk vidste, hvad det var for et stykke arbejde, de lavede«.

Personerne, som Sarah T. Roberts interviewede, havde en moralsk tilgang til arbejdet, forklarer forskeren. Det, de alle sagde, var: »Du ville ikke kunne klare at se de ting, som vi ser. Du ville ikke have lyst til at begive dig ud på nettet, hvis ikke vi gjorde arbejdet«.

En af dem formulerede det således:

»Internettet ville være en kloak uden os«.

Selv om arbejderne ikke fik psykologisk rådgivning, vurderede de selv, at de var i stand til at håndtere de tusindvis af voldsomme billeder og videoer, de så dagligt, og som kunne være fremstillinger af dyremishandling, mord, halshugninger, børnemishandling og børneporno.

»Arbejderne fortalte, at efter et stykke tid påvirkede det dem ikke. Det i sig selv er foruroligende, mener jeg. Forestil dig at være upåvirkelig over for det mest chokerende og mest frygtelige, mennesker kan gøre ved hinanden«.

Men Sarah T. Roberts vurdering er da også, at der var tale om en overlevelsesmekanisme.

»Det var tydeligt, at arbejdet havde en negativ effekt på deres liv. På andre tidspunkter sagde arbejderne: Jeg har problemer i forhold til nærhed med min kæreste, fordi jeg kommer til at tænke på de ting, jeg har set på arbejdet. Eller: Jeg drikker på grund af mit arbejde. Eller: Jeg kan ikke tale med nogen om mit arbejde, for jeg vil ikke belemre dem med, hvad jeg har set«.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

De store firmaer som Google og Facebook har ifølge Sarah T. Roberts en hybridstruktur, hvor de både har folk ansat i deres hovedsæde og desuden udliciterer en stor del af arbejdet med kommerciel indholdsstyring til lavtlønsområder som Iowa i den amerikanske Midtvesten. For Facebooks vedkommende sker det i USA, Irland og Indien.

I maj var Sarah T. Roberts på feltarbejde i Filippinerne for at få indblik i de firmaer, der løser indholdsstyringsopgaver for store amerikanske firmaer. Fordi lønniveauet er lavt i den tidligere amerikanske koloni i forhold til i USA, og fordi der er en kulturel og sproglig forbindelse mellem de to lande, er især hovedstaden, Manila, attraktiv for nordamerikanske firmaer.

Vi må holde op med at tro på, at de informationer, vi får, styres af uskyldige algoritmer. Vi må væk fra hemmelighedskræmmeriet

De arbejdere, hun interviewede i det store firma i Silicon Valley, var en slags andenrangsansatte. De var løst ansatte, kunne ikke få sygeforsikring eller stige i graderne og var overladt til sig selv, hvis de tog skade af arbejdet. De fik typisk en tredjedel af startlønnen i forhold til andre nyansatte.

Facebooks stifter, Mark Zuckerberg, har netop udtalt, at udvikling af kunstig intelligens vil gøre mennesker overflødige i forbindelse med screening af billeder og videoer inden for de næste fem år. Så er problemet vel løst?

»Jeg er sikker på, at Mark Zuckerberg ved noget, jeg ikke ved, når det gælder teknologi. Han befinder sig i Silicon Valley, og det gør jeg ikke. Men jeg mener, at det er et for ambitiøst mål«.

I 2014 medvirkede Sarah T. Roberts i en større artikel i magasinet Wired. Her stod enkelte tidligere CCM-medarbejdere frem, og artiklen påpegede, at arbejdet kunne give varige psykiske skader.

Dermed var artiklen dårlig pr for YouTube og Facebook i et af de mest velrespekterede teknologiske magasiner, og sagen er relevant i forståelsen af Mark Zuckersberg udmelding, vurderer Sarah T. Roberts.

»Når vi ved, at man sætter mennesker til at gøre det beskidte arbejde, medfører det et ansvar. Når vi får at vide, at der er en løsning på vej, hvor maskiner sletter de uhyrlige ting, fjerner det vores ansvar, og vi føler måske en mindre grad af tilskyndelse til at engagere os i, hvordan sociale platforme fungerer, selv om vi bruger dem hele tiden«.

Ud af skyggen

Når Sarah T. Roberts ikke tror på, at de store firmaer udelukkende vil kunne benytte sig af computerteknologi til at screene billedmaterialet, som brugere uploader, skyldes det også, at den udvælgelsesmetode, man nu gør brug af, i nogle tilfælde er politisk motiveret og lægger sig op ad amerikansk udenrigspolitik.

»De Silicon Valley-arbejdere, jeg interviewede i 2012 og 2013, fortalte mig, at noget af det værste, de oplevede, var optagelser fra krigen i Syrien. De viste ofte civile, der blev ofre for bombenedslag, når for eksempel skoler blev ramt«, siger hun.

Ifølge det pågældende firmas regler skulle materialet slettes, men de overordnede krævede, at man lod det passere, selv om det var »frygteligt, udpenslende og chokerende«, som Sarah T. Roberts formulerer det.

»Det gik op for arbejderne, at tilgængeligheden i forhold til materiale kunne påvirke både offentligheden og det politiske system. Det stred mod deres arbejdsetik, at de skulle lade det passere, mens andet forblev usynligt«, siger Sarah T. Roberts.

»Indhold på nettet betyder noget for, hvordan vi adresserer brud på menneskerettigheder rundtomkring i verden, og firmaerne kan være med til at skabe en falsk fornemmelse af, hvad der sker. Modsat i journalistik, hvor man har en kontrakt om, at man tjener offentligheden, drives de sociale medier kun af en ting. Det er profit«.

Især i en tid, hvor de traditionelle nyhedsmedier verden over oplever en krise, kan delingen af journalistik på sociale medier opleves som et lys i mørket. En stor andel af denne avis’ netlæsere kommer således via Facebook.

LÆS OGSÅ

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Men det er vigtigt, at vi får gjort forståeligt, hvad Facebook er, og hvordan det fundamentalt fungerer. Ellers har vi mistet noget som forbrugere, som borgere og som offentlighed. Lige nu er den fremherskende myte, at indholdet på nettet er resultat af en neutral demokratisk proces, hvor kun det bedste indhold bliver gjort tilgængeligt, og det dårlige forsvinder ud af systemet«, siger Sarah T. Roberts.

Det er den myte om neutralitet, som Sarah T. Roberts nu ønsker et opgør med.

»Vi må holde op med at tro på, at de informationer, vi får, styres af uskyldige algoritmer. Vi må væk fra hemmelighedskræmmeriet, og vi må begynde med at få disse arbejdere ud af skyggen«.

Politiken har været i kontakt med Facebook for at bede om en kommentar til kritikken om lukkethed, der fremføres i artiklen, og var stillet en skriftlig kommentar i udsigt. Ved avisens deadline havde vi ikke modtaget svar.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden