Eksperterne. Vi spørger Nadia Plesner, Jacob Mchangama og Lars Hedegaard om deres holdning til Weiwei vs Lego.
Foto: Miriam Dalsgaard, Lars Just, Janus Engel/MIRIAM DALSGAARD

Eksperterne. Vi spørger Nadia Plesner, Jacob Mchangama og Lars Hedegaard om deres holdning til Weiwei vs Lego.

Medier

Lars Hedegaard: Jeg håber, folk boykotter Lego

Er det censur, når den danske legetøjsgigant ikke ønsker at sælge sine klodser til den kinesiske kunstner Ai Weiwei? Vi spørger tre eksperter, der ved noget om kunst og censur.

Medier

Lego nægter at sælge sine klodser direkte til den verdensberømte kinesiske kunstner Ai Weiwei, der vil bruge dem til et kunstprojekt om ytringsfrihed og menneskerettigheder i Australien.

Den danske legetøjsgigant kan ikke godkende brugen af legoklodser til et politisk projekt, lyder begrundelsen fra hovedsædet i Billund i Jylland.

LÆS OGSÅ:

Det fik Ai Weiwei til at udsende et tweet på Twitter om, at Lego udsætter ham for diskrimination og censur. Og på de sociale medier vælter det frem med forargelse over, at Lego nægter at sælge til Ai Weiwei, der kæmper for demokrati og ytringsfrihed. Men er der nu også tale om censur? Vi har spurgt tre mennesker, der både ved noget om kunst og censur.

Lars Hedegaard, historiker og islamkritiker, medstifter af Trykkefrihedsselskabet:

»Jeg tror ikke, at man kan kalde det censur. Det er en overfortolkning af ytringsfriheden. Jeg forstår godt, at Ai Weiwei er sur, men han kan jo købe klodserne lige som os andre. Censur består i, at man vil forhindre folk i at komme ud med et budskab. Det kan Lego ikke forhindre Ai Weiwei i. De siger bare, at de ikke ønsker at blive associeret med hans budskab.

Derimod er det et udtryk for fejhed, at Lego ikke vil sælge til ham. Det er formentlig et udslag af deres profittrang, de har formentlig et stort marked i Kina, og det kan koste dem dyrt, hvis den kinesiske regering beslutter sig for at stoppe for import af Lego.

Jeg synes, det er udtryk for den sørgelige tilstand, at penge betyder mere i dag end ting som ytringsfrihed. Og jeg ville personligt ikke give Lego til mine børn eller mine venners børn efter det her. Internationale firmaer bliver nødt til at træffe en beslutning: Vil de danse efter forskellige totalitære regimers pibe for at tjene penge, eller vil de holde cigarføringen højt og sige, at de må klare sig på markeder med frie mennesker?

Lego burde sælge til enhver, der ønsker at købe. Undskyldningen om, at man ikke vil forbindes med noget politisk er god nok i den forstand, at de har indset, at det vil koste dem millioner af kroner. Det moralske spørgsmål er, om man på længere sigt kan overleve som virksomhed, hvis man indretter sin virksomhed efter, hvad forskellige tyranniske regimer mener. Lego har åbenbart vurderet, at de står sig bedst ved ikke at provokere Kina. Jeg håber, at det giver tilbageslag i den frie verden, så folk ikke køber Legos produkter.

Og jeg kan ikke se, at det er mindre politisk at bygge amerikanske monumenter end at sælge klodser til Ai Weiwei. Jeg ønsker Lego alt muligt godt, men jeg tror, de har brug for at lære af sagen og se på, hvad der vil gavne de langsigtede interesser. De skal måske tage det midlertidigt tab«.

Nadia Plesner, billedkunstner, har vundet sag mod Luis Vuitton om retten til at bruge deres taske i et maleri:

»Ja, det synes jeg. Det er ikke op til Lego at diktere, om deres klodser skal bruges til kunst. Det er ikke deres rolle at gå ind i det. Jeg ser legoklodserne som et materiale, kunstnere kan bruge til at udtrykke sig med lige som maling, lærreder og plast. Jeg synes slet ikke, det har noget med Lego at gøre. Der var en polsk kunstner, Libera, der brugte nogle legoklodser til et værk. Han lavede en koncentrationslejr af legoklodser. Han prøvede at udtrykke den illusion, man forsøger at bilde børn ind at verden er - kontra den virkelighed voksne skaber. På den måde var det super relevant at bruge legoklodser, fordi det er noget, mange forbinder med barndom. Det var Lego meget utilfredse med, men det synes jeg heller ikke, havde noget med Lego at gøre.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Legoklodser er så kendte, at de på en eller anden måde er blevet en del af vores visuelle sprog, alle kan relatere til det, det er et element, man kan bruge til kommunikere med i kunst. Derfor har Lego ikke noget at skulle have sagt. Lego er nødt til at forstå, at deres klodser har en betydning, der går ud over deres brand.

De burde være stolte over, at Ai Weiwei vil bruge dem. Han er en af de største samtidskunstnere, og Lego burde se det som en ære, at han ønsker at bruge deres klodser.

Man kan ikke kræve, at Lego skal sponsere hans værk, selv om det ville være god stil. Men at gå imod at han bruger legoklodser, det er at gå for langt. Lego tænker i indtjening, men det er vigtigere, at kunsten er fri. Ender det med, at store firmaer og brands kan diktere, hvad vi må bruge, så har vi pludselig et meget snævert felt, for så er det bundlinjen, der afgør det. Jeg mener, at vi skal have så meget kunstnerisk frihed og fri debat som muligt. Det er vigtigere end penge«.

Jacob Mchangama, direktør i tænketanken Justitia med fokus på frihedsrettigheder:

»Det er ikke formelt censur, Lego kan jo ikke nægte ham at lave sit værk, de kan bare sige, at de ikke vil sættes i forbindelse med det. Og man er ikke tvunget til at sælge til nogen, man ikke har lyst til. En virksomhed skal ikke tvinges til at medvirke til ting, den ikke ønsker at medvirke til.

På den anden side sender det et signal om, at Lego er bekymrede for Kina og det kinesiske marked - for Ai Weiwei skal nok få sine legoklodser et eller andet sted fra alligevel. På den måde kan man sige, at Lego risikerer at sende et signal om, at Ai Weiwei er en kontroversiel figur og legitimerer den officielle kinesiske opfattelse af ham. Men det kommer an på, om der vitterlig er tale om en konsistent politik eller ej fra Legos side, og det ved jeg ikke.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Vi hører ofte multinationale virksomheder forklare, at det er vigtig at handle med diktaturstater, fordi det kan medvirke til at få dem i en mere demokratisk retning. Men her vil man lige pludselig ikke handle med en demokratiforkæmper. Lego udsætter sig - berettiget eller uberettiget - for en eller anden form for badwill i vesten. Om det er et overgangsfænomen eller har mere substans og kommer til at koste dem noget, skal jeg ikke gøre mig klog på.

Men det betyder noget, hvis man sætter markedet over ytringsfrihed. Hvis vestlige multinationale virksomheder mere generelt ikke vil handle med demokratiforkæmpere af frygt for reaktionerne i Kina eller for eksempel Rusland, så er det et problem. Vestlige virksomheder nyder godt af retssikkerhed og frihedsrettigheder, og det er i deres interesse at understøtte en model, hvor man har respekt for ejendomsretten, privatlivets fred og ytringsfrihed frem for at understøtte en model, hvor det er afgørende, om man har kontakter til de rigtige personer eller ej for at få adgang til markedet«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Michelin-stjerner – fisefornemt snobberi eller brugbar guide?
    Hør podcast: Michelin-stjerner – fisefornemt snobberi eller brugbar guide?

    Henter…

    I aftes udkom årets store madbibel - Michelin-guiden 2019. Michelin har været den højeste kulinariske smagsdommer i en tid, hvor madkultur er blevet en international megatrend, og kokke er blevet rockstjerner. Men er stjernerne lige så vigtige pejlemærker, som de har været?

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump?
    Hør podcast: Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump?

    Henter…

    Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump? Klaus Riskær er tilbage på avisernes forsider. Han rejser sig altid igen, uanset om han går konkurs, bliver ekskluderet eller sat i fængsel. Og nu stiller han op til Folketinget. Men hvad driver ham? Og kan det passe, at han i dag er mere til klima og social retfærdighed end til utæmmet kapitalisme? Eller er han – som nogle mener – det danske svar på Donald Trump?

  • 
    A male giant panda from China named Cai Tao eat eats a stick at Taman Safari Indonesia zoo in Bogor, West Java, Wednesday, Nov 1, 2017. Giant pandas Cai Tao and Hu Chun arrived Indonesia last month as part of China's "Panda diplomacy." (AP Photo/Achmad Ibrahim)

    Et kongerige for to pandaer? Kun Kinas allerbedste venner får lov at lease et par af de sjældne pandabjørne, sagde den kinesiske præsident Xi Jinping, da han lovede Danmark et par. Kina har flere gange brugt de sjældne dyr som en brik i deres udenrigspolitik. Men hvad har Danmark givet køb på, for at blive en af Kinas allerbedste venner? At tale om Tibet?

Forsiden

Annonce